Tak for de mange gode forslag!

Tak for alle de mange gode forslag til skyggebedet i skovhaven. Husbonden og jeg gik rundt og kiggede her til morgen, og flere af forslagene kan passes ind med stort held. Nogle af planterne har vi faktisk allerede, og de kan flyttes.

Blandt andet en hvid skimmia, der har vokset sig alt for stor til sin potte.

Husbonden foreslog, vi skulle sætte et par mahoniebuske derom også. Bladene er så fine, og så har den glade, gule blomster og kønne blåduggede bær.

Vi har en, der er for stor til at flytte, så sådan et par stykker må vi se at få anskaffet.

Lige bag rundingen med dækslet, skal der plantes nogle taks – hækplantestørrelse, der kan klippes til en grøn bagvæg for stauderne. Og stauderne får jeg fra Rita – Blomstertøsens Have. Blandt andet forskellige geranier, staudedigitalis og skovmærker.

Under de eksisterende buske vil jeg plante lav kulsukker. Den har bredt sig igen, så der er rigeligt at tage af.

Og så skal jeg på krukkejagt. En skålformet krukke af en vis størrelse, der kan dække betondækslet. Mon ikke Billigblomst er leveringsdygtig i sådan en?

Jeg tror det bliver godt. Mahonies lidt løse vækst som kontrast til de formklippede taks med bløde stauder foran. Men første skridt er det kedelige. Frem med greben og i kamp mod skvalderkålene, så bedet er ryddet fuldstændigt og står med skarpe kanter, før jeg planter. Om ikke andet, er det god motion.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.