En georgine-dårlig samvittighed

Nå – det var det med de georginer. Den grumme historie. Ægte bekendelseslitteratur, hvor man afslører sine værste skyggesider. For tro det eller ej. Jeg fik aldrig gravet georgineknoldene op sidste år.

De skulle have været taget op i oktober, hvor de fik den første frost, men den måned gik mere eller mindre helt og aldeles med vores runde fødselsdage.

Med forberedelser, med køkken-marathon, og med alt det, der skal til for at lave et par gode fester. Da festerne var holdt, var georginebedet ude i markkanten glemt. Og det regnede. Og det stormede. Og det blev det ved med. Af og til tænkte jeg på det, når jeg gik tur med hundene forbi bedet, men – nu var det nok for sent tænkte jeg.

Vinteren har været meget mild. Måske er der nogle af knoldene, der har overlevet? Det får vi se, når vi kommer lidt længere hen på sæsonen. Den våde lerjord har nu nok gjort det af med dem – og med den nattefrost vi har for tiden, skal de heller ikke begynde at stikke næsen frem, hvis der skulle være lidt liv dernede under jorden.

Jeg har købt nogle nye knolde – ikke så mange, som jeg havde. Der var rigtig mange, for de var delt og delt igen igennem årene. De ny knolde må så danne basis for en ny samling.

Jeg ærgrer mig noget. Ret meget. På den anden side er det højst sandsynligt, at knoldene alligevel ikke ville have overlevet inde i krybekælderen i år.

 

Der har nemlig været mus derinde i vinter – fælderne har klappet som kastagnetter, og nu er der ikke flere – i denne omgang. Inden vi overhovedet fandt ud af, at musene var der, ville de nok have ædt og udhulet knoldene, som de finder særdeles delikate. Det ville da næsten have været endnu mere ærgerligt at have gjort alt arbejdet og så kun finde hule knolde i april.

Et musesikret georginebur står på ønskelisten til inden næste vinter!

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “En georgine-dårlig samvittighed”

  1. Og så troede jeg, at bekendelseslitteraturen var død!
    Vi vinterdækkede også georginerne nede på Sydsjælland, og det virkede fantastisk, men heroppe, hvor jorden er våd og tung går det slet ikke. Allerede da jeg tog knoldene op i oktober (jeg pudser lige glorien 🙂 ), var nogle af dem begyndt at rådne, så jeg tror desværre du har ret i, at georgineovervintring kun går i lette jorde.
    Nu må du tilgive dig selv og glæde dig over de nye knolde 🙂
    Kh Nana

    Like

    1. Der er ikke andet for 🙂 Mon ikke også det går. Jeg synes, din glorie er rigtig flot. Sådan en glorie er nu pænest, når man pudser den jævnligt.

      Med den nostalgibølge, der følger i coronaens kølvand, bliver selv så elendige genrer som bekendelselitteraturen pludselig moderne igen. Jeg forsøger bare at være trendy 😀
      Kh, Karen

      Like

  2. Det var da en værre en, Karen. Jeg kan godt forstå du ærgrer dig.
    Men den offentlige selvudskamning giver på den anden side set lidt courage til alle os andre, der også kikser fra tid til anden 😉 (Lille kikser i Ebeltoft: ALLE mine frø poserer væk. Lagt et sted, hvor jeg helt sikkert kan finde dem. Det gør jeg nok også en dag.)
    I gamle dage, da jeg havde liljer, lagde jeg dem altid i sand. Altså sand i hullet og op om løget, så de havde godt dræn. Kan du mon gøre det samme med knoldene, og så supplere med metoden med vinteroverdækning. Med de milde vintre, vi nok får fremover har du jo – om jeg så må sige – medvind på cykelstien til forsøget. Du ku’ jo prøve med en enkelt.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det er da forsøget værd – vi har en sandbunke et sted 🙂 Selvfølgelig er der altid noget, der kikser. Man har tankerne et andet sted, for man kan ikke holde fuld fokus på alt – og vupti rammer tordenkilen. At indrømme det kan sikkert få andre til at slappe lidt af overfor egne kiksere 🙂
      Kh, Karen

      Like

  3. Hej Karen! Jeg er flyttet i nyt hus og har derfor ikke længere plads til at opbevare mine ( ca 75 stk.) georgine/dahliaknolde. Så jeg måtte derfor tænke kreativt. I efteråret gravede jeg alle knolde ned i min nye have i 2 store bede – købte 2 vintermåtter ( ca 1 x 3 meter, 5 cm tykke) – og toppede med ca 20 cm kompost fra lossepladsen. Så nu bliver det spændende om en månedstid at fjerne komposten og vintermåtterne. Såfremt alt går som forventet, så har jeg sparet den årlige opgravning, rensning, tørring, vinteropbevaring og nedgravning. Komposten bliver bare spredt ud i haven, så nu skal jeg forhåbentlig “bare” sommeropbevare de 2 vintermåtter. De bedste hilsener Elsebeth

    Like

    1. Hej Elsebeth,
      Det gør Fru Pedersen i Fru Pedersens have også. Hun har let jord derude vestpå. Vores jord er klæg og leret, og jeg er bange for, at knoldene drukner og rådner. Georginer er jo fra Mexico… Men det er godt nok en smart måde at gøre det på, for det er da et bøvl – og altid lige, når vejret er allermest ringe. Det siges også, at de kommer hurtigere og bedre i gang – og får større blomster – på din måde.
      Mange hilsener, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.