De yndefulde vibeæg

Hver dag går jeg ind i drivhuset og nusler lidt – bare sådan lidt meditationsagtigt. Pusler et par planter, sætter nye sammen og så videre. Ren wellness. Der står tre potter med vibeæg, og jeg tror faktisk ikke, der findes en forårsblomst, der er mere yndefuld end vibeæg.

De er så kønne med deres lange, spinkle stilke og deres ternede blomster. Lette og som sagt, noget så yndefulde.

De vokser også ude i haven, men der er de slet ikke så langt fremme endnu. Kun i knop. Billedet er fra sidste år.

Den tunge lerjord her omkring er ikke den slags jord, vibeæg foretrækker. Faktisk er der meget få løg, der kan lide tung jord. Den er bare for klæg og våd om vinteren. Derfor har vibeæggene været lidt flygtige her. Enkelte har det godt og kommer trofast igen. Andre er gået deres vej – eller slet ikke kommet op.

Sådan er det nu engang med nogle blomster. Og det må man nok lære at leve med. Jeg har en slem historie at fortælle om georgineknoldene – men den venter jeg med, for arbejdet kalder.

Rigtig god, lun og solrig torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “De yndefulde vibeæg”

  1. Dejligt at se forårsblomster. Her i Nuuk har vi snestorm på 2. Dag, vi er trætte af sne, kulde og sneskovling. Vi er navnesøstre Karen, mit navn er blot på grønlandsk Kaalat. Vi har sommerhus i DK med dejlig have, som jeg elsker at gå og sysle i, når vi holder ferie i sydvestsjælland, min mand kommer fra Korsør. Vi har udskudt påskeferien på ubestemt tid, så jeg nyder at se dejlige forårsbilleder. Vi har nu 10 smittede her i Nuuk, 2 raskmeldte heldigvis er smitten koncentreret hos de karantæneramte der bor sammen, og som har været ude og rejse. Vi har kun 4 respiratorer på landshospitalet her i Nuuk, heldigvis er der ingen indlagte, vi har meget skrøbeligt sundhedsvæsen. Alt er lukket ned alle rejser er indstillet, heldigvis ser alt ud til at være under kontrol . Mange hilsner fra din navnesøster, der glædes over dine forårssysler.
    Mvh. Kaalat

    Like

    1. Kære navnesøster Kalaat,
      Hvor er det dejligt at høre fra dig og om, hvordan det er at være på Grønland lige nu. Snestorm i marts er nok ikke usædvanligt, men alligevel ret upopulært på et tidspunkt, hvor det er lyset, farverne og blomsterne, som øjnene savner. Det er rigtig træls med den corona – både for dem, der bliver syge, men bestemt også for dem, der som dig, er forhindret i at tage til jeres andet hjem i sommerhuset. De økonomiske implikationer tør jeg slet ikke tænke på. Jeg er alvorligt bange for, at efterfølgende fattigdom vil tage livet af mange flere end corona. Men devisen er klar: vi holder afstand og håber på, at det snart er overstået, så vi kan komme på arbejde igen, sætte gang i økonomien igen – og så I kan komme til Sydvestsjælland igen.
      Mange hilsener, Karen (Kalaat lyder meget mere eksotisk og spændende – jeg har altid syntes, jeg havde sådan et malkepige-navn 😀 )

      Like

  2. Uuuh, alså, for en cliffhanger …
    Vibeæg er så skønne. I parken ved Gavnø Slot vokser de på skråningen ned til en lille sø, og jeg ser for mig, at sådan skal de også vokse her hos os. På skråningen ned til den sø, som ikke er anlagt endnu. I våd jord. Det bliver nok ved drømmen, men det er en god drøm 🙂
    Nu vil jeg gå ud at se til mine georgineknolde (og jeg er lidt nervøs!)
    God solskinsdag til dig, Karen!
    Kh Nana

    Like

    1. Når søen først er der, kan den vel tage det meste af vandet? Det bliver bare så smukt hos jer. Vibeæg sår sig selv, når de har det godt, så en lille slette med vibeæg er helt realistisk (i let muld…) Man har lov at drømme! Også dejlig solskinsdag til jer, Nana – og tørvejr, så alle maskinerne ikke sidder fast.
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

  3. Helt, helt enig.
    Jeg købte et par potter med vibeæg i for præcis en måned siden. De havde små knopper på det tidspunkt, og et par uger efter sprang de ud og står stadig med deres fine klokker. Jeg ser dem fra køkkenet og nyder dem hver gang øjet falder på dem.
    Det lyder ikke godt med dahliaerne. God arbejdslyst.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.