Jeg kan lige så godt sige det. Jeg orker ikke at høre mere om sprit og håndvask. Jeg vasker hænder og spritter hænder i én uendelighed – men jeg orker ikke at høre mere om det. I går, hvor jeg var ude at køre i sammenlagt 40 minutter, hørte jeg Sundhedsstyrelsens råd i radioen ikke mindre fire gange.
Den er inde på lystavlen. Vi giver ikke hånd, vi krammer ikke nogen, vi taler med folk på mindst to meters afstand, og vi gør i det hele taget alt det, vi skal. Vi stimler heller ikke sammen, men det gør man bare ikke på landet.
Så nu vil jeg høre lærkesang i stedet for radio. Lærkerne hænger højt over markerne, og de synger, så det er en lyst.
Lige til TV avis tid synger solsorten sin aftensang fra gavlen på den gamle stald, og den vil jeg lytte til i stedet for til journalister. Solsorten synger altså pænere, og bækkens brusen er meget mindre monoton end nyhedsstrømmen.
Man får ikke mere kontrol over situationen ved at kende alle tallene i det øjeblik, de offentliggøres. Tværtimod kan man blive helt neurotisk af at prøve at følge med.
Så fra nu af hedder det at nyde arbejdet heroppe fra computerpladsen med den skønne udsigt over markerne om dagen, en tur i haven bagefter og bøger og film om aftenen. Plus selvfølgelig ture ud i den skønne natur ind imellem – nok til at få noget motion også. Det er planen. Det sidste er hundene helt med på.
Og så vil jeg til at prøve mig frem med lidt nye opskrifter igen. På madfronten har vi stået lidt i stampe i de sidste par uger. Det har været som om motivationen har manglet. Den skal genskabes. Pronto.
Jeg læste en kronik i avisen i dag, der sluttede med noget i den her retning: Vi må ud af karantænens ulidelige dødvande ved hjælp af kreativitet, energi og et let strejf af anarkisme.
Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Uden på nogen måde at nedgøre de stakler, der er syge. Selvfølgelig skal situationen tages alvorligt, og alle regler skal følges. Men er man ikke syg, kan man blive det af ren depression over nyheder, pressemøder og håndvaskeråd i en lind strøm.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Hvis der er noget der kan få ens tanker væk fra dagligdagens stress og jag, samt i dette tilfælde Corona-kaosset, så er det naturen og det grønne. Det er i hvert fald tilfældet for mig, og synes at være det for dig også. Så lad os sætte os i selen for at sprede det budskab.
Der er simpelthen ikke noget mere afstressende end at opholde sig i den fri natur. Hvad end om det så er i ens naturhave eller i skov og natur. Hvordan Corona-kaosset skal ende, det kan vi fundere over på andre tidspunkter. Men glem ikke tiden til afstresselsen i det grønne.
LikeLike
Det har du fuldstændig ret i, Kristoffer. Jeg går ture, og jeg går i haven, når jeg ikke arbejder hjemmefra ved PC’en, og det løfter simpelthen hjertet.
LikeLike
Totalt enig. Bliver deprimeret af at se tv. Orker det ikke mere.
Hvis vi alle bare gør det vi skal så er jeg sikker på det nok skal gå.
Men lige nu er jeg desværre bange for at intet åbner op før august!!!!
Skøn aften
Klem
Charlotte
LikeLike
Det er det bare nødt til, Charlotte. Så må vi tage de tab, det giver. For hele verden går fallit nu, og det vil give endnu flere dødsfald plus det, at fattigdommen efterfølgende vil føre til fejlernæring, sygdomme og endnu flere dødsfald. Der er et valg, der snart skal tages. Godt, det ikke er mig, der skal tage beslutningen!
Rigtig god, smuk dag – og pas på jer selv.
Knus, Karen
LikeLike
også her – og hvor er vi heldige at bo på landet hvor det er nemt at holde afstand, også til nyhedshysteriet.
LikeLike
Ja, vi har altid følt os heldige, men nu er vi det endnu mere. Jeg har lige gået en anti-cornonakilo tur – mødte ikke en sjæl udover en postbil og rågerne ved Borum Vestergård 🙂
LikeLike
Af hjertet TAK for ordene! Vel talt❤
LikeLike
Tak, Hanne 😊 Jeg tror, vi er mange, der efterhånden har det sådan.
LikeLike