Test af Klik og Hent i Plantorama

I går skrev jeg om, at man kan bruge ‘klik og hent’ for at købe blomster hos blandt andet Plantorama. Det har jeg testet.

Det virker, og det er nemt. Varer bragt helt ud til bilen.

Et dejligt gavekort, hvor der stadig var lidt tilbage, måtte ofres i den undersøgende journalistiks navn. Akkeja – men man ofrer sig vel gerne, hvis det er for at købe blomster, ikke?

Kort fortalt virker Klik og Hent på den måde, at man går ind på forretningens website, vælger varerne (der i webshoppen skal være mærket med Klik og Hent) og vælger varehuset, de skal hentes i.  Man går til kassen, udfylder kundeoplysninger og betaler. Kort efter får man en mail og en sms om, hvornår varerne kan hentes. I den mail/sms står der et telefonnummer, man kan ringe på, og der står en kode, man enten kan indtaste lige ved udgangen eller oplyse, hvis man vælger at ringe.

Der går kun et øjeblik, så bliver varerne bragt ud til en i en indkøbsvogn. De kan leveres helt ud på parkeringspladsen, men Plantorama pakker som udgangspunkt ikke varerne i bilen. Varerne er heller ikke pakket i kasser, så man skal lige huske en kasse, så planterne ikke trimler rundt i bagagerummet – bare et tip fra en, der altid har jord i bagagerummet…

Jeg havde en aftale med kundeservice om, at jeg måtte komme og tage lidt billeder og få en snak om konceptet. De fortalte, at der stadig ikke er helt så mange varer på Klik og Hent, som de kunne ønske sig, men at der kommer flere hele tiden. Som de sagde: logistikken skal lige følge med. Fra næste uge begynder de så småt også med hjemmelevering, men det skal også helt på plads først.

Jeg spurgte til specifikke varer, jeg ikke havde kunnet finde på nettet. Blandt andet hornvioler,

og trifolium.

Der var der et lille problem. Planter, der fås i forskellige farver, skal have en stregkode pr. farve – sat på af gartneriet. Det er nyt, og det er langt fra alle gartnerierne, der har nået det, inden de leverede blomsterne. De varer kommer på webshoppen, efterhånden som gartnerne udstyrer dem med stregkoder. Det var lidt ærgerligt, men Plantorama har åbenbart ikke mulighed for at sætte de stregkoder på…

Og lige et ord om stregkoder: Vil man sikre sig, at planterne virkelig er danske, skal man se på stregkoden. Nummeret skal starte med 5 7, når de er danske. Starter de med 8, er de hollandske osv…

Jeg gik selvfølgelig også ind i butikken, nu jeg var kørt så langt i videnskabens tjeneste. Der var håndsprit,

og masser af plads mellem kunderne, så det var helt trygt. Inde i butikken fandt jeg både trifolium, iris, perlehyacinter og hornvioler. Så de er der – man kan bare ikke købe dem på nettet.

Alt i alt en positiv oplevelse. Jeg er sikker på, at hvis ens lokale plantecenter ikke har webshop, kan man ringe til dem og lave en aftale om at få leveret planter ud på parkeringspladsen. For plantecentrene kæmper også en kamp for at overleve. Jeg kan kun gentage opfordringen fra i går: Køb blomster, køb blomster, så vi også næste år har plantecentre med dejlige blomster fra danske gartnerier.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

9 kommentarer til “Test af Klik og Hent i Plantorama”

  1. Har været i Billigblomst og købe forår. De var ved at kassere en masse primula,😱, men jeg nåede at redde nogle skønne lysegule med hjem. 😍

    Like

  2. Vi har bestilt og afhentet frø og løg hos Kridtvejens Planteskole. Det var nemt og bekvemt.

    Like

  3. Det var du skrev det med nr vil jeg kigge efter ikke fordi jeg har plads til mange men lidt bliver de altid plads til.

    Like

Der er lukket for kommentarer.