Indkøb i en corona-tid

I morges mellem halv ni og halv ti var jeg på indkøb – ude i verden for første gang i en uge. Man er jo nødt til at købe lidt ind, når køleskabet begynder at se tomt ud. Det var en meget anderledes oplevelse, men også meget positivt. For reglerne bliver overholdt, og det føles helt trygt.

Jeg tog i vores nærmeste store supermarked, der er Bilka i Tilst. Hvor parkeringspladsen normalt er stuvende fuld, var der i morges kun ganske få biler.

Inde var der selvfølgelig også meget få mennesker. Jeg sprittede hænder af og gav også vognens håndtag en tur. Alle holdt fin afstand. Nogle kiggede forskrækket på en, når man kørte vognen forbi dem – selv med flere meters afstand, men de allerfleste smilede det der ‘det-er-godt-nok-mærkeligt-det-her’ smil, og flere vekslede en bemærkning eller to – igen på et par meters afstand.

Ved kassen var der tapet striber på gulvet, der viste hvor stor afstand, man skulle holde. Jeg brugte en selvscanningskasse – hver anden var åben. Fin afstand igen. Snakkede lidt med hende, der passede selvscanningskasserne – hun var ret bekymret for sin mormor, men ellers ved godt mod – og kørte varerne ud i bilen.

Jeg tog lige lidt videre indad mod byen. Jeg havde nemlig tjekket, at Billigblomst var åben og læst om deres sikkerhedsforanstaltninger. Der var håndsprit, meget få mennesker og striber på gulvet ved kassen. På døren hang et skilt, hvor der stod, at der max måtte være 50 mennesker i butikken på én gang, og at man ville blive lukket ind efterhånden.

Det var to positive oplevelser i dag, og jeg kan roligt sige, at man, hvis man ellers er sund og rask, ikke skal være bange for at tage ud og hente de livsnødvendige ting som mad og blomster.

For et par kasser forårsblomster til 30 kr. pr. kasse er altså livsnødvendigt. Psyken skal jo også passes, og jeg er sikker på, at blomster styrker immunforsvaret. Glæden ved dem gør i hvert fald.

God torsdag

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Indkøb i en corona-tid”

  1. Måske jeg adoptere din pointe om at psyken skal passes, kan nemlig næsten ikke blive væk fra planteskolen længere, det er jo forår, og mangler farve ved døren, og er rask. Mit dilemma er, jeg har besluttet kun at handle fødevare…….men nu begynder jeg at tænke, skal jo også støtte alle dem som stadig har åbent;-)))))

    Like

    1. Jamen, Anette. Selvfølgelig skal du en tur på planteskolen. Bare brug fornuften. Og sikke da et pjat-dilemma. Har man taget en beslutning, og beslutningsgrundlaget ændrer sig, skal man tage en ny. Så nemt er det løst, så Mads og Monopolet kan bare holde fri i morgen 😀

      Like

Der er lukket for kommentarer.