Lidt sne i senvinteren

Det sner endnu derude. Vi stod op til snevejr, hvide marker og drys i haven. Det er lang tid siden sidst.

Det ser kønt ud, men hvor er det typisk for vejret i de senere år. Pjask hele vinteren, og når det så skal til at være forår? Frost og sne. Hmmm… Dårlig timing.

Mirabellerne er ved at springe ud. Det er alt for tidligt for dem, og med sne på blomsterne, skal vi nok ikke regne med bier. Der kommer nok ingen mirabeller i år, for bier er nu engang klogere end blomster.

Det er bedst, hvis blomsterne venter til sidst i marts, men når  vinteren har været så mild, har de ikke kunnet finde ud af det, og så har vi balladen.

Sneen bliver næppe liggende. Jorden er ikke spor frossen, og der spås varmere temperaturer op ad dagen.

Selvom jeg ved, jeg hverken kan gøre fra eller til, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad jeg vil foretrække. At det bliver forår for tidligt, eller at der lige kommer en ordentlig gang frost og sne her i senvinteren. En ordentlig omgang, der kan dæmpe den overdådige snegle-mygge-muldvarp-biodiversitet i haven og marken bare lidt?

Det er nok godt, vi ikke kan bestemme over vejret. For hvordan skulle vi nogensinde blive enige, når man ikke engang kan blive enig med sig selv?

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Lidt sne i senvinteren”

  1. Hvad er det vores store Nabo mod syd siger???
    Die Natur spielt verrückt
    God Onsdagsdag til jer skønne mennesker også

    Like

Der er lukket for kommentarer.