Kyndelmisse er en af de lidt oversete særlige dage. Midvinter kaldte man det. Dagen, hvor man skulle have halvdelen tilbage af vinterforrådet – både til dyr og mennesker. Vi tænker tit, at foråret starter i marts, men i marts er græsset slet ikke begyndt at gro endnu til dyrene, og der er heller ikke meget at hente i selv den bedste urtehave.
Jeg tænker tit, at hvor er jeg dog glad for at leve i den tid, vi gør. Og det er nok en af grundene til, jeg synes, vi skal fejre Kyndelmissen. Tænke lidt over, hvordan det var, og hvor godt vi egentlig har det i nutiden.
Der er mange, der sender nostalgiske tanker til de ‘gode, gamle dage’. Der er helt klart nogle værdier, der er gået tabt undervejs. Jeg kan nævne brug og smid væk kulturen blandt andet.
Men i det store hele er jeg glad for, at jeg i dag til Kyndelmisse har været til fødselsdag, til god og rigelig brunch sammen med folk, jeg holder af. Sunde, raske og glade børn, hvis mødre ikke er døde i barselsseng, som det skete for så mange i de gode, gamle dage. Børnenes forældre i fyrrerne, der ser unge ud, fordi de har fået god, sund kost, har haft gode boliger – og medicin, når de blev syge.
Os selv, der er bedsteforældregenerationen nu – hvordan det så end er sket. Vi er også friskere, raskere og i fuldt sving med arbejde, interesser, rejser og bøger og film – helt anderledes end de slidte 60årige i 1800 tallet under den lille istid.
Så lad os fejre Kyndelmissen og tænke lidt over det. Og så gå ud og nyde, at vinteren har været mild omend mørk, og at vi kan gå tur ved stranden
og komme hjem til et hyggeligt og varmt hus med isolering og centralvarme. Gå havetur og se på de tidlige blomster med glæde
i stedet for at tælle de sidste porrer og grønkål i haven – og stirre ind i den næsten tomme kartoffelkule.
I øvrigt sagde man også om Kyndelmissen, at hvis det blæste så meget, at atten kællinger ikke kunne holde den nittende, ville det blive en god sommer. Og det blæste da noget så frygteligt i nat, så jeg vil glæde mig til den gode sommer her i 2020 og hygge mig noget så grundigt i resten af mid- og senvinteren.
Rigtig god kyndelmisse.
Hygiejne, bedre boliger, færre børn, systematisk undervisning, socialforsorg, pensionsordninger. Listen over forbedringer er lang. Har i mange år haft den opfattelse, at ved alder omkring 50 skilles fårene fra bukkene: alkoholoverforbrug, dårlig ernæring, risikoadfærd, rygning osv.. det boner ud ved den alder. Ungdomsreserverne rinder ud , og hver enkelt må forlade sig på gener og livsførelse (inclusive held).
Det var godt, at penicillinet blev opdaget. Nu gælder det om ikke at sætte denne landvinding over styr. Det er der desværre tegn til at ske.
LikeLike
Overdreven ekstremsport, bjergbestigning – der er mange livsstilsbetingede dødsfald ud over tobak – men alligevel er gennemsnitsalderen steget konstant siden 2. verdenskrig, og den udvikling skal vi helt klart værne om.
LikeLike
Ja, vi har det ret godt 🙂 Hvis jeg henfalder i ideer om, at tingene var bedre i gamle dage, kommer jeg altid i tanker om penicillinen. Jeg er glad for, at den var opfundet, da jeg blev født.
God mandag!
Kh Nana
LikeLike
Ja – hvor mange af os havde været i live nu, hvis det ikke havde været for penicillinen? Et inficeret sår var nok til at tage livet af mange – for slet ikke at tale om lungebetændelser.
Kh, Karen
LikeLike
Uha ja, det har været hårde tider. Der er en grund til, at vi har opfundet springmadrassen. Og jeg kigger med glæde i mit velassorterede køleskab.
Kh Lisbeth
LikeLike
Køleskab, springmadrasser, varmt vand i hanen og Netto med vinterforråd til os alle sammen. Det er nu slet ikke så ringe endda.
Kh, Karen
LikeLike