Tredje juledag er bliv hjemme dag

Det er blevet tredje juledag, og det er hverdag igen. Ude i butikkerne står folk i kø for at bytte – og for at kaste sig over udsalgstilbud, hvis de har flere penge tilbage. Vi er hjemme hos os selv igen, og der bliver vi. Efter tre dage med juleaften og julefrokoster er der bare ikke noget, vi hellere vil.

Husbonden arbejder inde på sit kontor, og jeg har sorteret i julens billeder, ryddet op og sorteret vasketøj. Hundene sover, udmattede af gæster, lange bilture og nye dufte i de følsomme snuder.

Det bliver en stille dag. En dag med vasketøj – festtøjet skal jo være rent igen til nytår. En dag med restemad. Det er der rigeligt af… En dag med gåture på marken og bøger i sofaen. En dag til at nyde julebuketterne, der står så fint og springer mere og mere ud.

I morgen kan jeg køre gavepapir på genbrugspladsen. I morgen kan jeg købe kartofler og mælk. I morgen.

Og så er det, jeg tænker: Skal man virkelig være så brugt efter julen? På den ene side er svaret ja, fordi jul meget handler om traditioner. Men de traditioner har alligevel ændret sig i løbet af årene. Kigger man nøje efter, er der mange ting, der slet ikke er, som de ‘altid har været’.

Kirke til jul er kommet til, Disney kan streames, og menuen er ændret fra barndommens jul til julen i dag. Ikke mindst er personerne omkring træet nogle andre, end de ‘altid har været’. Tiden går, nogle er døde, nogle er blevet voksne og holder jul med andre dele af familien. Andre igen er rejst videre og er et andet sted i deres liv nu. Når vi klynger os til en ide om permanens i julen, er det en modificeret sandhed, vi holder fast i. Og det kan let blive anstrengende at opretholde sådan en illusion.

At ændre på det er ikke let, for det rokker ved nogle af de andres ideer om, hvordan julen bør være – og forventningerne er forskellige. Men af frygt for at såre nogen, bider man så meget i sig, at risikoen for pludselig eksplosion stiger.

Jeg ville gerne korte tidsmæssigt ned på hele baduljen. Til én aften og to eftermiddage. Julen stiller store krav til social udholdenhed. Uanset, hvor meget man holder af dem, man holder jul med, har man brug for at restituere imellem festlighederne.  At læne sig tilbage i træets dybe, stille ro og få energien igen. Som min lille buttede engel her gør det. Og hun ser jo ikke slidt eller brugt ud i dag, vel?

God tredje juledag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Tredje juledag er bliv hjemme dag”

  1. Jeg har gjort mig nogle af de samme tanker, og jeg skrev lidt om dem forleden. Jeg er nået frem til, at min jul gerne må forandre sig, og at alt ikke skal være som det plejer for at være godt. Men det ER svært med den jul. Der er meget godt i den, men den er også – for mange af os – en tung tid. For mig er julen – blandt andet – en meget vemodig tid, og det tærer på kræfterne. Så selv om vores jul i år har været meget nedtonet, følte jeg mig helt udmattet i går eftermiddags. Så jeg vil arbejde videre med projekt “julen må gerne forandre sig” og se om jeg ikke kan være lidt mindre udmattet samme tid næste år 🙂
    Jeg håber I flyder ud i sofaen lige nu – efter en god tur med hundene i det lyse vintervejr!
    Kh Nana

    Like

  2. Lidt ene tid skal der altid være plads til. Hos os er 2 af julens dage gået med samvær med familien. Nu slapper vi af med børnebørn og “brug tiden som du vil” Du er så god til at sætte ord på noget af det som jeg tænker. Butikkerne får fred for mig i dag , jeg kan bedst med vore lille lokale købmand. Herfra håber vi at I kommer godt ind i det nye år.

    Like

  3. Kære Karen …. det var lige hvad jeg trængte til at læse – (helt stille for mig selv) Solen skinner og snart er den sidste julegæst for i år også taget hjem – jo alle har virkelig brug for egen-omsorg og egotid nu. Også her skal vaskemaskinen i gang for nu skinner solen jo og her ryddes op efter gårsdagens 18 julegæster imens jeg glædes over, hvor dejlig og sjov og hyggelig familie jeg har og med vores 3 gamle og meget friske forældre/svigerforældre i alderen 82 til 89 år. Det er taknemmelighed. Lige nu dagen derpå tilslutter jeg mig Dan Turell der “holder af hverdagen”. Du skriver så levende Karen. Tak og et lykkebringende 2020 til dig og dine kære. Knus Helle Aagaard

    Like

  4. Jeg forstår, hvad du siger. I år har vi to gamle haft en helt fredelig jul, vi nød stilheden uden for meget mad og gaveræs.
    I går mødtes jeg med familien på Fyn, det var dejligt jeg nød at mødes med hele familien, men det var en lang tur. I dag er også stille dag her. Jeg trænger til at slappe af 🙂
    God stilledag til jer.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.