En anelse for tidligt

Normalt er jeg helt fjollet af fryd, når den første frostnat drysser rim over landskabet.

Alt er så knitrende friskt – ikke mindst, fordi frost og klart vejr som regel følges ad. Når grå og tunge skyer afløses af ren, klar luft med blå himmel, er det som en tung vægt af regnvejrsskyer, der bliver løftet fra skuldrene. Denne gang var jeg dog knap så begejstret.

Den første frost kom, solen glimtede i krystallerne, men det var så slut på georginerne for denne gang. De georginer, der først nu var rigtigt i gang.

Knoldene blev sat sent, fordi der var sen frost i år. Og så blev de ikke vandet i juli måned, mens vi var væk. Vi kom hjem fra vores lange ferie til nogle sølle, små pistlinge. Det hjalp, at de blev vandet, og de voksede pænt til. Der kom knopper. Knopper, der var uendeligt længe om at springe ud. Men en dag for ikke så længe siden var de der. Et strålende bed med georginer i mange farver.

Nu er de væk.

Og der var hundreder af knopper, der slet ikke nåede at springe ud.

Jeg trøster mig med, at næste år skal vi ikke rejse i juli måned. Vi er hjemme, og vi kan vande. Måske kommer knoldene også tidligere i jorden? Måske får vi et langt og mildt forår? Det er der ingen, der ved.

Den første frost plejer at komme her lige omkring efterårsferien. I år var den godt fjorten dage for tidligt på den, og nu hænger regnskyerne igen over markerne. Erfaringen siger, at det nok bliver mildt nu indtil en gang efter jul. Snyd, siger jeg bare. Snydt, siger naturen.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “En anelse for tidligt”

  1. Synes, der er så synd for alle georginerne og deres ejermænd/kvinder – den smule frost tjener jo intet formål på denne tid af året… Kunne et par gamle lagener over georginerne have reddet dem? Tænk på det til næste efterår 🙂

    Like

  2. Frosten kom for tidligt, ja! Jeg begynder at ane et mønster, der tyder på at vores grund ligger meget udsat for frosten. Her frøs det langt inde i maj og igen i den forgangne weekend, mens de bare få kilometer væk stadig har deres georginer. Jeg tænker, det er fordi vores grund ligger i en lavning. Til gengæld er her meget lidt vind, og det sætter jeg stor pris på.
    Ærgerligt med jeres georginer, når de først lige var begyndt at blomstre for alvor! Vi må glæde os til næste maj måned, når vi igen kan lægge knoldene i jorden 🙂
    Kh Nana

    Liked by 1 person

    1. Det lyder rigtigt, at der er koldere i en lavning. Frosten lægger sig altid først nede i engen her, og så vokser den nærmest op ad bakken. Men ærgerligt er det nu – også med dit væld af skønne georginer. Der havde da været til mindst en måned endnu.
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

Der er lukket for kommentarer.