Målepinde i juli

Juli er rosernes måned med duft, der driver med vinden fra de vilde roser om marken, og en lidt mere sart duft fra de forædlede haveroser, der nok skal forstå at fortælle, at de har lige den smule mere civilisation og fornemhed over sig.

Juli er sommerferie. Tempoet falder. Der er mindre trafik på vejene. På motorvejen kører kolonner af campingvogne mod Italien. De høje kongelys blomstrer.

Junistauderne er færdige med at blomstre for i år. De fleste af dem har godt af en tur med saksen nu. Skærer man storkenæb, akelejer og akelejefrøstjerner ned, danner de fine, grønne tuer igen i løbet af et par uger. Af og til bliver man endda belønnet med endnu en lille blomstring.

Julistauderne tager over, og haven skifter udseende igen.

Der er god vækst i køkkenhaven nu, og de første små squash kigger frem.

Bærrene modnes i frugthaven fra midt i måneden. Først hindbær, så ribs og solbær. Der skal plukkes, skylles og lægges i fryseren. Og der skal smages på bærrene, mens man plukker. Et solvarmt hindbær direkte fra busken er simpelthen smagen af juli.

Juli er lange, dovne dage, hvis man er heldig. Is fra iskiosken ved stranden. Aperol eller kølig hvidvin til de voksne i haven sidst på eftermiddagen. Grillmad i haven.

For nogle også eksotiske oplevelser i udlandet.

Eller i Vestjylland.

En dag sidst i juli føler man pludselig, at der mangler noget. Der er for stille. Man retter sig op fra solbærbusken, strækker lænden og lytter. Og man kan ikke høre noget. Det er det, der er galt. Fuglene er holdt op med at synge.

Svaleungerne pipper stadig i luften over markerne, og duerne, der altid er i gang med at forberede de kommende generationer, fortsætter også ufortrødent. Men ellers…

Jeg læste et sted, at en musvit flyver frem og tilbage til reden omkring 50.000 gange i løbet af sæsonen. Ikke sært, de ikke orker mere sidst i juli…

Hvis  maj er en yndig ung pige og juni en smuk, ung kvinde, så er juli en køn kone, der er modnet og har fået lidt mere ro på. Den slags sammenligninger er nok politisk ukorrekte for tiden. Men… i juli må man gerne være lidt politisk ukorrekt, så nogen kan få en god historie ud af det – for juli er jo også agurketid.

Rigtig god juli.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Målepinde i juli”

  1. Smukke billeder men det går for stærkt juni er bare forsvundet for mig. Må juli gå lidt mere langsom så jeg år at få det hele med.

    Like

  2. I en meget travl hverdag er det bare så skønt med en lille pause med dine vidunderlige indlæg! Og hvor har du ret i dine sammenligninger 🙂 Som altid smukke fotos, der både vækker minder og skaber nye ideer.

    Like

Der er lukket for kommentarer.