Da jeg gik i skole – for mange år siden i den yngre stenalder, var der en sang, vi altid sang til skoleafslutningen før sommerferien. Forleden spurgte jeg en musiklærer, jeg kender, om børnene stadig sang sommerferiesangen? Hun kendte den ikke. Så spurgte jeg Fru Google, men hun kendte den heller ikke. Og så er det jo svært.
Melodien er iørefaldende og glad, og jeg har prøvet at huske teksten. Jeg tror, den er der så nogenlunde – men kender du den? Ved du, hvem der har skrevet den? Var det i virkeligheden en af lærerne på Nordre Skole? For der var gode musiklærere der.
Sangen lyder sådan her:
Året rundt slider vi, her i skolen sidder vi.
Regner, staver, læser, skriver – åh så dygtige vi bliver,
men nu er det snart forbi.
Vi skal ud, hvor vi kan. Hoppe rundt på mark og strand.
Nyde solen, hvis den er der. Høste hø og plukke ærter.
Pjaske i det salte vand.
Ferien kommer snart. Ud på landet, det er rart.
Mange uger fri fra skole. Korte bukser, sommerkjole,
eller også badedragt.
Det er en god ide efter vintrens is og sne
at bli’ brune, raske, glade, sunde, friske af at bade.
HURRA sommerferie.
En rigtig sommerferiesang.
Giv lyd, hvis du kender den. Det kunne da være dejligt, hvis den kunne få nyt liv? Så selv Fru Google kunne nynne med?
God weekend.
Dejlig sang😀
Hos os samles hele skolen også , når vi får ferie. Sangen vi synger er Feriesangen, jeg mener den stammer fra en film. Teksten kan minde lidt om teksten fra din sang.
Mvh
Lene Bedstemorshave
LikeLike
Herlig sang og vidunderlige billeder. Så bliver det ikke bedre.
Desværre kender jeg den ikke.
LikeLike
Jeg har delt den i min gamle skoles facebookgruppe – og det ser ud til, at det var vores sanglærer, der skrev den. Den burde være danmarksberømt, for den er da indbegrebet af dansk sommer.
LikeLike