Tortillaskåle med fyldt farsbrød

Forleden, da jeg lavede de dekorative tortillatærter, skrev jeg, at jeg overvejede at bruge tortillaskålene til farsbrød. Jeg mumlede også noget om ‘i lag’. Det er nu afprøvet med stor succes, da vi havde gæster i onsdags.

Et lag krydret fars, et lag osteblanding med bacon og jalapenos – og så endnu et lag fars på toppen, som glaseres med hjemmelavet barbecuesauce før bagning.

Portionen er stor – til 8 fyldte skåle – men den kan selvfølgelig gøres mindre.

Til farsen skal man bruge:
1 kg hakket oksekød
1 tsk salt
1 dl rasp
1 dl ketchup
4 spsk engelsk sovs
1 stort revet løg
3 fed revet hvidløg
2 æg
Ca. 2 dl mælk

Rør kødet fast med saltet og tilsæt rasp, ketchup, engelsk sovs, revet løg og hvidløg og æggene. Rør farsen godt sammen. Brug mælken til at justere konsistensen. Fast, men ikke hård, skal farsen være.

Det er opskriften på fars til et farsbrød – meat loaf – fra det sydvestlige USA.

Til fyldet, der også er inspireret af smagen fra det sydvestlige USA:
8 skiver bacon – sprødristede og knust
150 g revet cheddar
100 g friskost – Philadelphia eller lignende
4 spsk hakkede, syltede jalapenos (tilpas selv – de her blev pænt stærke, og det kan vi godt lide)

Derudover:
En pakke tortillaskåle  (jeg fandt dem i Netto)
Korianderblade
Barbecuesovs

Steg baconstykkerne og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Knus dem med fingrene. Riv cheddar på den grove side af rivejernet. Lad de syltede jalapenos dryppe af og hak dem groft med en kniv. Rør det hele sammen med friskosten.

Find de små skåle frem og stil dem på en bageplade – bagepapir er en god ide. Læg først et lag fars i bunden, så et lag ostefyld ovenpå og top til sidst op med fars igen.

Her ser du processen:

Smør farsen med barbecuesauce – her er en nem og god opskrift på hjemmelavet barbecuesauce og bag bådene på 200 grader i 45 minutter.

Pynt med korianderblade ved servering.

Det er mad, der mætter godt. Derfor er det bedste tilbehør også bare en god salat. Jeg lavede en grøn salat med hjemmelavet ranch dressing for at blive i det amerikanske. Det sad – vil jeg ydmygt påstå – lige i skabet.

Både farsen og fyldet kan forberedes i god tid – jeg lavede det om morgenen og stillede det bare i køleskabet, til det var tid til at søsætte tortillabådene. Har du ingen både, kan du lave det som et stort farsbrød – det ville heller ikke være ringe.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “Tortillaskåle med fyldt farsbrød”

  1. Du kan også selv lave dine tortillaskåle. Smør et lille rundt ovnfast fad og læg en tortilla i. Bag til den holder fasonen men ikke er for sprød.

    Like

    1. 🙂 Du kan få dem i Netto – Old El Paso. De er en god måde at forvandle en almindelig ret til noget andet. Og fordi det er tortilladej, de er lavet af, siger de USA til mig 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.