Rabarberkompot

Kristi Himmelfartsdag. Det regner.  Jeg bliver i køkkenet her til formiddag, så lad os snakke om rabarber.

Hvis du ligesom jeg har de gammeldags, store rabarber i haven, ved du, at de bliver meget store. At stænglerne er tykke som en babyarm, at de er mere grønne end røde, og at en enkelt plante giver flere kilo rabarber.

Noget af det, jeg er allermest glad for at bruge rabarber til, er rabarberkompot. Det er temmelig enkelt at lave, og det kan bruges på mange måder. I kager selvfølgelig -gammeldags crumble cake, i muffins og i tærter. Men også som tilbehør til aftensmaden. Til frikadeller eller kylling.

En klat rabarberkompot, nystegte frikadeller og nye kartofler er et rigtig dansk sommermåltid.

Rabarbarkompot laves i al enkelhed sådan her:

Ca. 500 g rabarber – skyllet og snittet i 2-3 cm store stykker – og ca. 200 g sukker kommes i en gryde og varmes langsomt op til kogepunktet. Du behøver ikke komme vand ved, for rabarberne safter, når de varmes op. Lad kompotten koge i 5 minutter og lad den så køle af.

Man kan putte en flækket vanillestang i og lade den koge med, hvis man synes. Det er særligt godt, hvis man vil bruge kompotten til desserter. Men det er ikke nødvendigt, hvis man holder af den rene rabarbersmag, og det gør jeg.

De store gammeldags rabarber er ikke så røde som vinrabarber. Kompotten bliver derfor mere gul end rød.

De er også surere end vinrabarber. Derfor kan du lige smage til, når kompotten er kogt – måske vil du gerne have den en anelse sødere. Du kan også starte med lidt mindre sukker, hvis du gerne vil have den mere sur – det er dine smagsløg, der bestemmer. Sukker er nu engang nemmere at putte i end at fjerne igen, og sukker opløses hurtigt i den varme væske.

I weekenden vil jeg prøve at lave en tærte overtrukket med rabarbergele. Mere følger…

God Kristi Himmelfartsdag.

Andre retter med rabarber:

Kylling med rabarber og krydderurter

Muffins med rabarber

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Rabarberkompot”

  1. Elsker rabarber og har dem osse i haven. Har lige fyldt fryseren med flere poser. Rabarber tærte er nok det vi laver mest. Og så er rabarber saft noget af det allerbedste. Glæder mig til opskriften med rabarber gelé.
    Rigtig god weekend

    Knus
    Lone

    Like

  2. Rabarber er en af mine yndlings frugter….. Hvis det er en frugt!
    Mine rabarber kan ikke følge med. Jeg har et kæmpe højbed med dem.
    Men de bliver vold spist. Måske jeg skulle overveje din sort.
    Har aldrig hørt 0m den før. Mine bliver også store men slet ikke som du fortæller.
    Har også spinkle vinrabarber.
    Min yndling med rabarber er skum som jeg kalder det, sirup og så fru Pedersens tærte.

    Skøn weekend
    Charlotte

    Like

    1. Jeg tror egentlig, rabarber er en grøntsag? Det må vi da finde ud af… Jeg må prøve Fru Pedersens tærte, for Per spiste resten af den anden tærte i går, mens jeg var til fødselsdag i Hjørring, og nu skal der friske forsyninger til 🙂
      Knus og rigtig dejlig weekend, Karen

      Like

  3. Rabarber er nok det, jeg savner allermest i min lille have. De fylder meget. Jeg har dig haft, men de havde det for tørt og trangt. Jeg køber mig til dem (i dyre domme) for undvære dem kan jeg absolut ikke.
    Gele på kage… lyder spændende.
    Tak i lige måde.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.