Besøg i Claus Dalbys forårshave – vi går videre fra i går

Oppe ved det store, klassiske, hvide hus og det store drivhus ligger The Sunken Garden. Et nedsænket område med stenbelægning, spejlbassin og ufatteligt mange krukker sat sammen på smukkeste vis.

Krukker fyldt med tulipaner, narcisser, forglemmigej og meget mere. Èn slags i hver krukke, så der kan flyttes om og skiftes ud, efterhånden som det bliver nødvendigt.

Kølige hvide og gule nuancer, der gentages og spejles i det nyudsprungne løv på de små træer.

Jeg fulgtes med Margit Bruun og Jeannett Fruergaard, og nede i The Sunken Garden blev der optaget en lille video. Det er Jeannett Fruergaard på billedet, der er i gang med at filme Claus Dalby, mens han fortæller om det arrangement, han er med til at lave i Bruuns Have den 30. juni. Det kan du læse mere om her, Sommerevent med Claus Dalby. Der er stadig enkelte billetter…

Går man videre rundt om huset, kommer man til to andre drivhuse, og her finder man de varme farver – Kenzo farverne, som Claus Dalby kalder dem. (Drømte om engang at få råd til en quiltet, blomstret Kenzo jakke i firserne, så jeg ved lige, hvad han mener med Kenzo farver.)

Et festfyrværkeri, når man skuer ud over det hele. Glød og varme, så man næsten ikke mærker den kolde vind.

Jeg håber, ingen nogensinde vil bede mig om at vælge, hvad jeg synes bedst om. De kølige farver eller de varme. Jeg vil – ligesom Claus Dalby – gerne have det hele. Selvfølgelig anbragt hver for sig, som retter på hver sin tallerken.

Netop de fine farvesammensætninger er noget af det bedste ved Claus Dalbys have, og Claus er en sand mester, når det gælder om at få løv, blomster, bark og blade til at spille sammen. De lyse farver, de dybe farver, de varme og de kolde. Hvert haverum skaber forskellige – gode – stemninger.

I morgen vil jeg vise et lille hjørne af haven, som jeg faldt pladask for. Et rigtigt tøsehjørne. Romantisk, let og lyserødt. Men det bliver i morgen, og det bliver også det sidste fra Claus Dalbys have i denne omgang.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Besøg i Claus Dalbys forårshave – vi går videre fra i går”

  1. Jeg var også meget betaget af The Sunken Garden dengang jeg besøgte Claus Dalbys have for en del år siden efterhånden. Men han gør det godt i alle sine haverum og der er uendelig inspiration at hente der.
    Tak fordi du deler.

    Like

  2. Uh, nogle dejlige billeder, du viser.
    Helle for heller ikke at vælge farveskala. Vi har af samme grund rum i haven, for at jeg kan skifte farver.
    Det var da vist en dejlig dag, I havde.
    Kh Lisbeth

    Like

  3. Jeg har kun været i hans have en gang det var en oplevelse , kan se det er stadig så flot. Og hvad skal man vælge som det smukkeste er en umulig opgave.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: