Påsketulipaner

Skærtorsdag, morgenkølighed, men for første gang i lang tid uden frost. Normalt er mine påskeindlæg fyldt med påskeliljer. Men i dag er det tulipanernes tur. For nu er de gule Claus Dalby tulipaner sprunget fuldt ud. Det er tidligt, men de står altså også godt i deres lille, runde højbed ved pavillonen.

I fuld sol og i læ for den kolde østenvind – Påskeøsten, kalder man den kolde forårsvind, der kommer susende fra Sibirien i foråret.

Under højbedet er der stampet stabilgrus. Pavillonen blev bygget på en stabilgrusterrasse, fordi der bare ikke et fladt stykke jord hos os, man kan bygge noget på, og bedet er derfor nærmest som en krukke uden bund.

Jeg er stadig forbløffet over, at tulipanerne overhovedet er kommet igen. Og endnu mere forbløffet over, at der er dobbelt så mange, som sidste år.

De er nogle skønne tulipaner, og jeg planlægger at gøre det samme som sidste år for at få flere: ingenting. Hård forsømmelighed. Lige nu vander jeg dem, og det vil jeg gøre, til de er afblomstrede, medmindre det skulle blive regnvejr. Derefter vil jeg glemme dem helt og aldeles, som sidst.

Måske går det – måske gør det ikke. Men ellers har jeg da oplevet et lille ufortjent havemirakel i år.

Der er andet, jeg ikke vil lade være med at gøre noget ved. Så på denne højhellige Skærtorsdag, vil nogle kvadratmeter skvalderkål komme til at se deres endeligt i øjnene, der skal gang i ukrudtsdug, flis og sten – og så skal der nok slappes lidt af i solen i eftermiddag.

Rigtig god Skærtorsdag!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Påsketulipaner”

Der er lukket for kommentarer.