Vor Frue i Paris

I går gik vi i seng med nyheden om, at Notre Dame brændte – at den storslåede, gamle kirke nok ville brænde helt ned, og stå med sodsværtede murrester, som vi har set det på billeder af kirker efter anden verdenskrig.

I morges vågnede vi til den gode nyhed, at de to tårne kan reddes, og at den store, smukke glasmosaik ikke var sprængt i varmen. Som næsten altid er der et lille lyspunkt i enhver katastrofe.

Det er efterhånden mange år siden, vi sidst var i Paris. Længe før vi købte vores første digitale kamera, så jeg har ingen billeder undtagen i hukommelsen. Der er der til gengæld mange.

Vi gik igennem Notre Dame og beundrede glasmosaikken og de vældige hvælvinger, muntrede os lidt over de overfromme billeder fra 1700 tallet hvor jomfuer, slagne af forundring, stirrede mod himlens lys. Vi købte postkort og et lille maleri af en af kunstnerne, der stod udenfor ved broen over Seinen og malede og solgte deres billeder.

Det strømmer allerede ind med tilsagn om milliondonationer til genopbygningen af Notre Dame. Det kommer nok ikke til at knibe med finansieringen. Det tog dog godt 200 år at bygge kirken i første omgang. Det vil også tage mange, mange år nu – hvis det skal gøres ordentligt. Der er næppe nogen, der er i live nu, der vil komme til at se den genopførte kirke helt færdig.

Det er faktisk meget trist. Men var branden startet for bare 100 år siden, ville store dele af resten af Paris være brændt ned i samme omgang, fordi  man dengang ikke havde det slukningsudstyr, man har nu.

Der er altid noget at være taknemmelig over. Tak til den teknologiske udvikling og de tapre brandfolk, der har reddet det, som det var muligt at redde.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Vor Frue i Paris”

  1. Trist med trist på
    Men takket være de heroiske indsats af Brandmændene lykkedes at få branden under kontrol og redde en del af klenodiet

    Like

Der er lukket for kommentarer.