Jeg ved en lærkespore

I foråret dukker den lille, fine lærkespore frem hist og her og allevegne i haven. Blondeblade og truthornsblomster. Jeg har aldrig hverken plantet eller sået dem.

De første kom vist med nogle klumper af påskeliljer for mange år siden. Først var der én – og så var der mange.

De frodige, grønne tuer med de små lilla blomster er velkomne. De bidrager med grønt til øjnene fra midt i marts, og der er det vel nok tiltrængt. Når de er færdige med blomstringen, går der ikke lang tid, før de er væk – som havde de aldrig været der. De generer altså ikke nogen af de andre planter i bedet, der først dukker op senere.

Normalt er den vilde lærkespore med lilla blomster. I år er der – igen ganske uinviteret – dukket en ny og større lærkespore op et enkelt sted. Den har hvide blomster med gul midte.

Den er højere end de små lilla og står helt ind mod en sydvendt husmur. Den er nok kommet med en fugl eller med en plante?

I det hele taget er der meget selvsået, der spirer frem i år. Jeg har en teori om, at den tørre sommer sidste år fik vækket noget slumrende i frøbanken. Frø, der havde ligget i jorden og ventet på det rette øjeblik, mærkede pludselig, at det strammede til – voks eller dø… Blandt andet får vi utroligt mange digitalis på uautoriserede steder i år. Og judaspenge – og hornvioler.

… Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker,
så høj som himlens lærker…

Et vist mål af munter selvsåning skal der være plads til. Et lille glimt af naturens forunderlighed.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Jeg ved en lærkespore”

  1. Hej Karen
    Naturen er bestemt forunderlig. På allerbedste vis.
    Og du har ret: Jeg kan sagtens forestille mig, at sidste års tørke har skabt nye forhold. Det gør 2019 til et helt særligt år.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.