Forårsblomster i eftermiddagssol

Vi er endelig kommet så langt frem på året, at det er lyst længe, efter jeg kommer hjem. Klokken cirka halv fem falder sollyset lige ind ad stuevinduerne og rammer blomsterne på bordet.

Dekorationen af forårsblomster lavede jeg til frokosten i lørdags, og den står stadig og pynter på bordet.

Hvide perlehyacinter, primula, vibeæg og en mørk kløver. Terrinen med det fine rosenmønster er fra stellet, jeg har arvet fra min mors Moster Anna. De ting kommer altid frem, når der er gæster. Det er så dejligt at kunne dække bord med smukke, gamle ting.

De små primula passer lige til stellets sartrosa blomster.

Jeg ved godt, at blomsterne faktisk skal skynde sig ud i haven, for den varme stue er ikke lige deres kop te. Men jeg ville lige nyde dem endnu en solbeskinnet eftermiddag.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Forårsblomster i eftermiddagssol”

  1. Skønne blomster. Og så er jeg helt forelsket i dine tallerkener; hvor ER de altså fine!
    Jeg sidder i køkkenet og venter på at laks og kartofler skal ud af ovnen. Vinduet står åbent, og uden for, i kirsebærtræet, synger solsorten sin forårssang. Så godt.
    God aften til jer!
    Kh Nana

    Like

    1. Jeg er også rigtig glad for moster Annas tallerkener og fade. Det er det fineste, tynde porcelæn, og mønstret er så let og yndigt.
      I går aftes ved 7 tiden var jeg ude med Rosie, og der sang solsorten i træerne ved bækken, og fuldmånen lyste op over marken. Det er den dejligste tid fra nu og frem.
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

  2. De er smukke og til at blive af alle de små blomster der fortæller foråret er på vej.
    Og dejligt når man kan bruge gamle fine ting igen

    Like

Der er lukket for kommentarer.