‘Nyt’ badeværelse

Selvfølgelig har vi ikke fået nyt badeværelse. Vi er jo ikke lavet af penge, og der er ikke noget funktionelt i vejen med vores badeværelse ovenpå. Men det var blevet lidt rodet, og gardinerne nærmede sig deres 15 års fødselsdag. Det er der lavet om på – for en billig penge.

Rummet er blevet helt anderledes.

Først købte jeg to pæne kurve med låg.

Så ryddede jeg op efter ‘oprydningsprincipperne‘: Væk med alt, der egentlig er affald (den der shampoo, der aldrig var god, men blev gemt til ‘hvis’ og så videre). Dernæst på plads med det, der egentlig har en plads, men som af uransalige grunde ikke befinder sig på den. Til sidst blev alt det løse, som man bruger hele tiden – børster, cremer, vaskeklude – lagt på logiske pladser i de to kurve.

Nu var der orden, og så kom det sjove.

Nye gardiner. De skulle være hvide, men jeg kunne ikke finde det rigtige lette, hvide stof nogen steder. Derfor blev det et ‘Ikea-hack’. Stoffet stammer fra Matilda gardiner fra Ikea – klippet i stykker og syet, så de passer. Man kan næppe købe stoffet billigere nogen steder…

Der blev til gardiner til vinduet og til det smalle mellemrum med hylder mellem brusekabinen og døren. Mellemrummet er der, fordi skorstenen går op gennem huset lige der. Endnu et godt sted til opbevaring af ting, man har brug for på et badeværelse, men som man ikke har lyst til at se på – hårtørreren osv.

Til sidst købte jeg en hængepotte. For badeværelset er det eneste sted i huset med træloft, og det bad jo nærmest om at få sådan en hængepotte. Potten fandt jeg hos Modern Room  (ikke reklame – bare info).

Billedet er fra en gammel botanikbog, jeg har fundet i genbrug. På væggen overfor er der også billeder.

Det her stammer fra Galleri Udsigtens påskeudstilling sidste år, og det er sødt – men ikke rigtig noget til stuen. I badeværelset er det til gengæld helt fint.

Nu er det en fornøjelse at komme derind. Ro, lys, orden og pæne ting.

Hvorfor fandt jeg ikke på det noget før?

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “‘Nyt’ badeværelse”

Der er lukket for kommentarer.