Hvide Fjer – en ret speciel hosta

Mens rimtågen tøede, og træerne dryssede små stykker is ned på drivhusets ruder,

var jeg lørdag formiddag en tur i drivhuset for at plante nyindkøbte, barrodede stauder i potter. Det mest spændende var en hosta, der får meget lyse blade.

Jeg faldt over og for den, da jeg var inde og bestille georgineknolde på nettet. White Feather hedder den – hvide fjer.

Der står, at de trives godt i krukker. Det skal nok passe, for de hosta, jeg har i krukker, de trives – dem i jorden æder sneglene. Med lidt snilde kan man anbringe krukker et sted, hvor sneglene ikke kan nå dem.

Der står også, de ikke kan lide for meget sol. Så en krukke et sted i skovhaven?

Ganske vist bliver bladene mere grønne hen på sommeren, står der. Det går nok. De hvidbrogede hosta bliver jo også mere grønne hen på sommeren. Det er nok en hosta-ting, så det kan der ikke laves om på.

Jeg er allerede begyndt at glæde mig til krukken med hvide hostablade et sted i den mørke skygge i skovhaven. Måske op ad de mørke rododendron?

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Hvide Fjer – en ret speciel hosta”

  1. Nej, hvor er du heldig. Jeg fandt den sidste år som staude på nettet, men den var udsolgt. De mener at få den hjem igen til foråret. Bare jeg havde fundet den og købt som knold. Jeg har lige prøvet at søge igen, men kan ikke se den i DK. Har du købt i udlandet?

    Like

    1. Jeg fandt den hos Plantetorvet.dk – du må prøve at kigge – måske har de flere tilbage. Den stod under knolde/øvrige… På Facebook har jeg fået at vide, at den kan være lidt temperamentsfuld – men nu ser vi 🙂

      Like

  2. Spændende med nye planter. White Feather er rigtig flot, men desværre lidt kortlivet, i hvert fald her hos mig.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    Like

Der er lukket for kommentarer.