En brusende flod i engen

Det har regnet og regnet, og bækken i engen er forvandlet til en brusende flod.

Fyldt med vandet fra de mange kildevæld og det ekstra vand fra oven er den sine steder flere meter bred. Den slynger sig gennem engen, helt som den selv har lyst i brede bugtninger og laver om på landskabet.

Flere af hegnspælene står ude i vandet i dag. Oppe i haven kan vi høre bækkens brusen. Det lyder som en susen i træerne, men i dag er det – for en gangs skyld – helt vindstille.

Bækken løber fra Lading sø, gennem landskabet og vores eng og videre ud i Lyngbygårds Å. Den møder Aarhus Å på et tidspunkt, og vandet ender ude i bugten efter at have været på sightseeing i cafekvarteret ved åen i Aarhus.

Hvor mon vandet løber hen efter det? Løber noget af vores vand måske forbi Samsø, vinker til Høneballehaven og fortsætter mod Sjælland op forbi Hornbæk og videre til Sverige? Eller tager det sydover for at skylle tæerne på tyskere ved stranden? Det er lidt sjovt at tænke over, når man går og lytter til bruset og kigger på det hurtigtløbende vand en grå dag i Skivholme i februar…

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 kommentarer til “En brusende flod i engen”

  1. Det har ganske vist regnet i mange dage, men her har det mest været stille regn, så jeg har nok ikke opdaget, hvor meget der er kommet. Det ser flot ud med din ‘flod’.
    Vi har ret meget blæst i dag, men også sol, så jeg skal ud og beskære bispehuer og clematis. Årets først RIGTIGE havearbejde 🙂
    Forhåbentlig holder solen til du får friweekend.
    Kh Lisbeth

    Like

  2. Den er vældig pæn, sådan en bæk. I er heldige at I har den i baghaven. Her har det regnet så meget, og grundvandet står i forvejen så højt at vores mark snart bliver til en sø. Jeg har aldrig tænkt så meget over vand før, men nu skal jeg jo til at dyrke marken 🙂

    Like

  3. Jeg kan nok ikke se, om det er vand fra jeres brusende flod, den kommer heller ikke forbi har, men måske i havet, jeg må ned og kigge efter 🙂 Her er det i øvrigt slet ikke vindstille, tværtimod, det blæser næsten 9 m/s, heldigvis skinner solen også her.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Der er ikke så langt fra jer til vandet 🙂 Her er vinden også begyndt at røre på sig, og solen skinner. Dejligt at se den en gang imellem – og typisk, at det skal være mandag, den kommer på arbejde 🙂

      Like

  4. Jeg syntes det er noget hyggeligt ved en bæk hvor man bor, og kan komme til at drømme om hvor den løber hen. Sjovt der er også her og på regndage bruseren af sted, på solskins dage tager jeg sommetider enkop kaffe med der ned.
    Nu bor jeg jo i Randers så er nok ikke den samme men måske alt vand hører sammen bare en sjov tanker vis det er det der løber forbi dig også.
    Ha en rar dag her skinner solen dejligt.

    Like

Der er lukket for kommentarer.