Egentlig er det ret hyggeligt

Egentlig er det ret hyggeligt, når det rigtige vintervejr kommer. Når frosten ligger dekorativt på havens planter, og der ikke er andet, man kan foretage sig derude end at nyde det.

Så sent som i går fik jeg splittet juletræet ad og lagt vinterdække over sartere planter, der blev plantet i efteråret – og dækket den bare jord langs drivhuset.

Perfekt timing. Ti minutter efter kom der et lille drys sne og fuldendte værket.

Der er brænde nok.

Der er taget et par gode ribeye bøffer op til i aften. Tilbehøret bliver en Dalby-inspireret salat med bagt græskar, edamame bønner (er der andre end mig, der fniser lidt af det navn, når de bliver udtalt med blødt d? Eddermame bønner?), sorte ris og forskellige bladsalater.

Inden da skal der gås nogle tisseture med Fie – og det er da ren fornøjelse at komme ud på marken i det vejr.

Men det er ikke de store aktiviteter, der kommer til at præge denne lørdag. For en gangs skyld. Og det er egentlig ret hyggeligt.

Rigtig god lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Egentlig er det ret hyggeligt”

  1. Hvor ser det smukt ud med gran langs drivhuset.
    Rigtig god og lun lørdagsaften til alle to- og firbenede.
    Jeg har lige kogt tranebærkompot af en skålfuld, som Bent plukkede i haven. Herremad til god stegt fisk og kartofler. Og en flaske vin ;-)))
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.