Nytårsmenu med rejer, hummer og laks

Nytårsmenuen skal være frisk, lækker, passe til rigeligt champagne og være helt, helt anderledes end julemaden.

Vi skal være hjemme nytårsaften i år. Normalt holder vi nytår sammen med naboerne, men Fie har aldrig oplevet en nytårsaften før, og vi ved ikke, hvordan hun reagerer på fyrværkeri. Derfor er vi hjemme, og vi har planlagt en overdådig nytårsmenu, der ganske vist skal indtages iført hundevenligt tøj – t-shirts og cowboybukser – og ikke jakkesæt, glimmer og stiletter.

Men pyt med det. Maden skal der ikke være noget i vejen med, og stiletter og glimmer er heller ikke nogen forudsætning for at nippe champagne til dronningens nytårstale – og igen med jævne mellemrum hen over aftenen.

Forretten skal være rejemousse. Den fløjlsbløde og lette mousse pyntet med store, saftige rejer.

Hovedretten har vi til gengæld tænkt en del over, for vi kunne begge huske en ret med laks og den lækreste hummersauce, som vi prøvede for mange år siden. Jeg har ledt på nettet, og jeg har stået på hovedet i gamle opskrifter for at lede efter netop den ret. Og jeg fandt den. I et gammelt opskriftshæfte fra Føtex fra dengang, vi skiftede til et nyt årtusind. Millenium menuer.

Tænk, at det er så mange år siden…

Opskriften er faktisk fra før, man begyndte at lede efter alting på nettet. Før smartphones. Før min uundværlige tablet. Men heldigvis ikke før ringbindene…

Nu er der købt ind. Hummer, rejer, grøntsager –  vi mangler bare at købe lasagneplader, laks, dild og husblas. Og champagne. Det sidste er da ikke det mindst vigtige.

Rigtig god fredag mellem jul og nytår – for jeg tør vel næppe skrive fjerde juledag?

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “Nytårsmenu med rejer, hummer og laks”

  1. Skriv du bare fjerde juledag, jeg ar lige ønsket alle god femte juledag 🙂 Jeg holder de tolv juledage i hævd, også selv om jeg arbejder.

    Like

  2. Det lyder som en rigtig hyggelig aften med festmad og bobler. For mig har nytår altid været en højtidelig fest frem for en larmende fest. Jeg kan godt lide anledningen til at gøre status og tænke både frem og tilbage. Men nytårsforsætter roder jeg mig ikke ud i.
    PS Vi har købt en femretters fiskemenu fra fiskemanden hernede på havnen i Ebeltoft. Forhåbentlig små retter 🙂 Det har vi ikke prøvet før, men det lød så lækkert.
    Godt nytår.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Helt enig – larm og nytårskrudt hører heller ikke hjemme hos os. Det lyder spændende med fiskemenuen. Havde vi sådan en god fiskemand i nærheden, kunne jeg godt fristes til at gøre det samme efter al julens madlavning – bare husk, at de lukker tidligt 🙂
      Godt nytår og kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.