Men hvor bliver nisserne af?

Med al den tumult med de Madonnaer, er det ikke mærkeligt, vi ikke har hørt meget til nisserne i år. Vores nisser er nemlig mande-nisser. De er også hvide, og de er meget gamle.

Ikke underligt, at de holder sig lidt i baggrunden for tiden.

Tider med grød og småkager, med rotter, der skotter, Lurifax og silden med flødeovertræk, med englesang og historier, og om at gå ned i stalden julenat og se dyrene knæle.

Jeg har aldrig set det selv, men jeg har hørt fra nisserne, at det gør dyrene julenat til minde om stalden og barnet i Bethlehem.

Nisserne siger, at køerne ofte vigter sig lidt af, at Jesus blev født i en stald.

Med nisser er der ikke noget, der hedder at være historieløs. Nej, tværtimod. De kender både historien og alle de gode historier, der gør historien levende. Og de fortæller dem gerne, hvis man har tid til at høre efter, mens man går rundt og rydder op, pakker julegaver ind og bager småkager.

Af og til kan de komme til at diskutere, om det nu var i 1657 eller 1658, grøden brændte på i Sverige, og Jultomten gik over isen for at erobre de danske nissers grød.

Og de kan diskutere, hvilket af Admiral Nelsons øjne, der var det blinde, han satte kikkerten for. De gyser, når man siger 1864 – og det er ikke kun, fordi TV-serien var ringe. De kan fortælle om Madonnaens hvasse blik, når de nærmede sig småkagedåserne.

De kan diskutere filosofiske tanker – og pludselig slå om og drille hunden og være noget så barnlige og fnisende. De er nisser, som nisser nu engang er.

Og nu er de her igen i deres røde huer – julehuerne. Resten af året bruger de deres grågrønne hverdagshuer, og der ser man dem ikke så meget. Men bare rolig. De er der.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard