Kimer, I klokker, ja kimer før dag i det dunkle… I december er vi oppe længe ‘før dag’ og helt bestemt ‘i det dunkle’. Klokkerne – både vækkeuret og kirkeklokken – ringer længe før solen får øjne, og vi tror ikke rigtigt på dem, for vi sov jo lige så godt i mørket.
Men op skal vi, op og i gang. Så er det godt at tænde morgenlys i alle de mørke hjørner.
Hjørnet mellem døren til baggangen og døren til stuen er blevet et rigtigt hyggehjørne. Lysende grene i vasen og nu også par kunstige lys på reolen. Det er kunstige lys, fordi vi render ud og ind om morgenen og let glemmer at slukke levende lys.
Med kunstige lys er det værste, der kan ske, at batteriet bliver brugt op.
På køkkenvognen vogter Fru Madonna over det lille nøgleskab, der er fyldt med sart julepynt af papir.
To fine papirblomster på øverste hylde…
og en på den nederste.
De små blomster er foldet af siderne fra en gammel salmebog. Jeg fik dem for flere år siden, og jeg passer sådan på dem, for de er sarte. Alligevel er nogle af spidserne blevet lidt krøllede. Men pyt. De kan sagtens holde længe endnu. Du kan se her, hvordan man laver dem, hvis du har lyst til selv at prøve.
God mandag.
Jeg må indrømme, at jeg ikke savner at stå op, mens det er så mørkt 🙂
Her bruger vi efterhånden en del batterilys de der steder, man let kan glemme. Det er så nemt, at de ikke skal pustes ud. Men jeg er meget ambivalent, og nogle dage tænker jeg, at det var mere ‘ærligt’ så bare at lade være at have lys dér og blot et rigtigt et på bordet, som jeg husker. Bob-bob….. Igen i år har vi begge dele 🙂
Kh Lisbeth
LikeLike
Vi har også begge dele, og ligesom e-bøger er et skønt supplement til ‘rigtige’ bøger, er de kunstige lys et fantastisk supplement til de levende 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Det er altid så livsbekræftende at læse dine indlæg. Lys i mørke er noget vi alle har brug for, det varmer sjælen. Juleknus
LikeLike
Lys i mørket er så vigtigt lige nu, for frysende sjæle er ikke så godt 🙂 Knus, Karen
LikeLike