Weekend, pot pie – og et glimt ind i maskinrummet

Lørdag var en travl dag for rigtig mange. Det var Mortens Aften, og der blev vist lavet andesteg over det ganske land.

Det tror jeg i hvert fald, hvis jeg kigger ind i maskinrummet bag bloggens ord og billeder.

Maskinrummet, bloggens statistiksider, er en talknusers ide om paradis. Hvor mange har været på besøg i dag? Hvor mange klik har der været? Hvad er de mest læste indlæg? Der er også gennemsnit og opsummeringer, opdelinger på år, måneder, uger og dage.

Det er lidt sjovt at følge med i. Og så kan man vel godt være lidt stolt, når det samlede antal klik på en enkelt dag kommer op på 4.268, ikke?

Samtidig giver det en voldsom præstationsangst. Jeg tror, jeg var inde og tjekke de opskrifter igennem for fejl mindst otte gang. Tænk, hvis det var min skyld, at middagen kiksede??

Vi lavede også and i lørdags. Langtidsstegte andelår. Og de blev lavet allerede om formiddagen, fordi vi om eftermiddagen skulle til koncert – koncert med Hush i Sankt Pauls Kirke inde i Aarhus.

Det var en dejlig koncert med den slags musik, man bliver glad af.

Da vi kom hjem, var det bare at lufte Fie, varme maden, tage salaten med rød spidskål ud af køleskabet

og sætte os ind i stuen til Mortens-middagen. Nemt – bagefter. Formiddagen var lidt hektisk, for aftensmaden var jo ikke det eneste, vi skulle nå at lave inden klokken tre.

Resterne lavede vi til en pot pie i går.

Kødet blev pillet fra benene og varmet i sovsen, der blev suppleret med grøntsager, og det hele blev bagt under et sprødt låg. Pot pie er sådan en god måde at forvandle rester til en ny ret. Opskriften på det sprøde låg finder du her i opskriften på pot pie med kylling.

Nu er det hverdag igen – mandag endda. Man kunne da vist egentlig godt trænge til en weekend nu…

Rigtig god mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

11 kommentarer til “Weekend, pot pie – og et glimt ind i maskinrummet”

  1. Flot og velfortjent, for det er en god blog, der også har rigtig gode opskrifter, der ikke kræver alle mulige mærkværdige ingredienser, hvor af man skal bruge 2 %.
    Hvilket statistik-plugin bruger du? Jeg kan se af dit billede, at det er et andet end mit.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Tak, Lisbeth 🙂 Jeg er hostet hos WordPress, og jeg bruger deres indbyggede statistik. Der er både fordele og ulemper ved at være hostet der og ikke selv være self-hosting – blandt andet er JavaScript helt forbudt. Men deres stats er gode, der er 24 timers online support og uendeligt meget lagerplads- alt sammen for 100 dollars om året.
      Kh, Karen

      Like

    1. Tak, søde Lone. Men jeg er sikker på, at du også lige ville dobbelt tjekke – det ville jo være en katastrofe, hvis man havde tastet forkert og skrevet 260 grader i stedet for 160 😀
      God uge til dig også – jeg må ind og kigge mere på dine yndige alfe-engle.
      Kh, Karen

      Like

  2. Du kan være kæmpe-mega stolt, Karen! Jeg er helt stolt på dine vegne 🙂
    Det lyder til at I havde en dejlig dag. Det er så godt engang imellem at fylde noget særligt i dagen; en tur til koncert, fx. Og hvor ER den salat bare smuk!
    Kh nana

    Like

    1. Tak, Nana 🙂 Jeg er også ret stolt. Det er mit højeste tal på en enkelt dag nogensinde. Jeg nåede næsten 4000 juleaften sidste år, men ikke helt 🙂
      Salaten er både smuk og lækker. Den røde spidskål smager altså bedre end rå rødkål, synes jeg Måske er det bare, fordi jeg var ung i firserne, hvor rødkålssalat med appelsin var et hit…
      Det er skønt at komme lidt ud en gang imellem – måske vi også skulle se Bohemian Rhapsody? Jeg vil faktisk også gerne se den nye danske julefilm, Den tid på året – uha – der er så meget, man gerne vil…
      Kh, Karen

      Like

  3. Tja Karen
    Jeg har netop skrevet om tallene fra maskinrummet i mit sidste indlæg. Der fik jeg flere svar om, at man slet ikke kunne regne med de tal. Jeg ved ikke, om det passer, men de fleste af sidevisningerne kommer fra facanal.com det er en fræk datingside, flere andre har kigget efter og set det samme i deres maskinrum. Som Lene skrev til mig, det kan være, de bliver skuffede, det er nok ikke lige blomster de kigger efter 🙂 Der er sikkert mange, der har kigget efter opskriften på andesteg til Mortens aften, men måske er der også nogle andre.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Jeg er hostet hos WordPress, og jeg stoler ret meget på deres tal. De har ret godt styr på det. Jeg har ikke læst dit indlæg – har næsten ikke nået min daglige blogturne i de sidste uger. Jeg har aldrig mødt den frække side, men jeg kan se, at det primært er søgemaskiner, der giver hits på andeopskrifterne. Normalt har jeg omkring 1500 sidevisninger om dagen, men det er altid mange flere til jul og nu også til Mortens Aften.
      Kh, Karen

      Like

  4. Det var sandelig flot, Karen! Det antal besøgende kan du godt være stolt over. Det var nu alligevel godt, de ikke skulle have serveret kaffe og kage.
    Dagen efter valget om Brexit, kunne google konstatere, at det mest søgte havde været “What is EU?” – Oh, please tell me about it, I needed it yesterday, tænkte jeg, da jeg læste om det.

    Like

    1. Ja, det var da egentlig ganske heldigt, for så meget kaffe til uventede gæster ligger jeg heller ikke inde med 😀
      Jeg er ikke særligt overrasket over Brexit spørgsmålet til Google. Det vidnede afstemningsresultatet også om. Sikke noget rod, de er kommet ud i, de englændere – på mange måder.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.