At ældes med ynde i haven som i livet

Det er ikke alle forundt at ældes med ynde. Hverken mennesker eller planter. Men Frøken Hortensia kan nu noget særligt, hvad det angår, for hun bliver kun smukkere og smukkere med alderen.

Hun starter i jomfrueligt hvidt – dog med en lille rosa prik i midten, der lader ane, at forførersken gemmer sig bag de uskyldsrene blonder.

Og som hun bliver mere moden og selvsikker, dukker den rosa farve frem,

indtil hun i sin sensommer stråler i fuldfarvet glans.

Det vækker opstandelse i hele haven. Nogle forelsker sig som Hr. Kornel, der gør, hvad han kan for at få hendes opmærksomhed. Han afstemmer farven på sine efterårsblade efter hendes blomster og blafrer kækt for vinden.

Men ak – der er flere meter mellem dem, og han må nøjes med at sende hende beundrende blikke. Snart giver han op og lader bladene falde en anden vej.

Andre – især Fru Kiss Me over the garden gate, pileurten, synes nu, det er lidt meget postyr over så lidt. Kiss Me har jo været pink hele tiden, men der er altid nogen, der vil gøre hvad som helst for at løbe med hele opmærksomheden, mener hun.

Duehovederne står strunkt og lader sig ikke påvirke af den slags tøjeri. De står jo også på den anden side af trappen, som de altid har ment var lidt finere end siden ud mod vejen. Og den køligt elegante Frøken Kleine Silberspinne, hvisker i aksene, at den slags da godt nok er lige lovligt kulørt og aldeles uden værdighed.

Sådan kan der være så meget drama på så ganske få kvadratmeter, og det er den slags, man hører, når man går og graver huller og lægger løg i haven.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard