Dejlig weekend på vej med havebesøg og bøger

Endelig fredag, og ikke en hvilken som helst fredag. Næ, det er fredagen før en rigtig god weekend.

I morgen skal jeg på besøg i Claus Dalbys have. Jeg har været der to gange før, men det har været tidligere på året

og jeg har glædet mig vildt til at se hans overdådighed af skønne georginer og andre dejlige sensommerblomster.

Den totale overflod og, som Claus Dalby selv siger: maksimalisme, er en stor, stor oplevelse hver gang.

Og her i morges ved 7 tiden kom GLS bilen forbi med en pakke. En pakke med tre spændende bøger fra Koustrup & Co. Blandt andet denne:

Jeg var vild med Dorthes showhave på CPH Garden sidste år,

og jeg glæder mig meget til at læse  bogen, der kun kan være god.

Skulle det gå hen og regne på søndag, er der tid til at læse, drømme og planlægge. For jeg har mange projekter på vej i haven – og med så megen haveinspiration på én weekend, kommer der helt sikkert nye til.

Faktisk er jeg allerede i gang med at grave endnu et område fri for skvalderkål. I gang med at erobre det fra vildnisset.

Det er området foran drivhuset, hvor jeg skal have lavet en kant af gamle brosten mellem bedet og trapperne. Og så skal der ukrudtsdug på, plantes nogle stedsegrønne og dækkes med flis. Det skal være et sted, der giver ro til øjnene både sommer og vinter, og som kan fremhæve drivhuset med dets frodighed og opstillingen af krukker.

Det er hårdt arbejde, men det bliver rigtig, rigtig godt – og man har vel en god kiropraktor.

Der kommer mere om besøget hos Claus Dalby, om bøgerne og om projekterne. Som vores nabo en gang sagde: Der er altid nok at lave, når man bor på landet. Og heldigvis for det, så man ikke forfalder til lediggang 🙂

God fredag – og god weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

13 kommentarer til “Dejlig weekend på vej med havebesøg og bøger”

  1. Det lyder som mange spændende opgaver. jeg er spændt på at se forandringen ved Drivhuset. God fornøjelse med det hele. Knus herfra

    Like

  2. Den bog ser virkelig spændende ud Karen. Den må jeg lige ind og undersøge lidt på.
    Have inspiration kan vi da ikke få nok af.
    Have besøget er jeg knap så begejstret for. Er så skuffet over de kommercielle produkter han sælger
    som så absolut ikke lever op til navn og forventning. Så tror jeg er færdig på den front……. desværre 😦

    Fantastisk weekend
    Klem

    Charlotte

    Like

    1. Jeg tror også, den er rigtig spændende – håber at få tid til at læse i morgen eftermiddag 🙂
      Hvis du mener georgineknoldene udvalgt af Claus Dalby er jeg helt enig. De var virkelig meget ring på trods af en ret høj pris. Men det er næppe Dalbys skyld. Det skyldes nok mere, at Bilka ikke har opbevaret knoldene korrekt. Jeg synes han har været med til at give Bilkas planteafdeling et gevaldigt løft i sortimentet. Der var lidt kedeligt at komme før. Geogineknolde kan du med fordel købe hos Blomstergården ved Viborg. De er gode.
      Knus og dejlig weekend til dig og dine, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.