Besøg i Byhaven i Ebeltoft

Inde i Ebeltoft, hvor de smalle, brolagte gader kantes af lave, dekorative bindingsværkshuse, bor Lisbeth og Bent, der har Byhaven i Ebeltoft. Sidste år besøgte de os, og i år gengældte vi besøget og fik en rundvisning i deres have, der er noget helt specielt.

Den er lille. Meget, meget lille. Men den virker stor. De kreative rumopbygninger betyder, at man kan vandre fra rum til rum, snedigt adskilt af lette hegn og finurlige små bygninger med kighuller ind til næste rum.

Tørken betød selvfølgelig, at der ikke er mange blomster. Sådan er det alle vegne lige nu. Tørt, tørt, tørt. Men de mange grønne farver giver et frodigt indtryk. Baljer med vand og krukkeplanter i hjørner og kroge,

siddepladser malet i en skøn, grå nuance, klippede og opstammede små træer og forskellige rumdelere bidrager til følelsen af at vandre i en langt større have.

Der er blikfang overalt. Linjer, buer, trapper og mange, charmerende detaljer. Alt er så gennemført lækkert.

Det var rigtig hyggeligt at snakke med Lisbeth og Bent igen, og det var et meget inspirerende havebesøg. Jeg har fået flere gode ideer. Først og fremmest vil jeg gerne have mere stedsegrønt i krukker. Og så må jeg bare have sådan en træbalje med vand i. Det må jeg bare. Alt vådt virker lindrende på vores tørkeramte havehjerter lige nu.

Har du lyst til at se og læse mere om haven, kan du kigge på siden Byhaven i Ebeltoft (billederne der er også bedre – der var alt for skarp sol til gode billeder i fredags), og du kan følge livets gang i haven på Lisbeths Haveblog. Lisbeth skriver rigtig godt, fortæller gode historier – og kommer med mange, virkeligt gode havetips.

Rigtig god søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

21 kommentarer til “Besøg i Byhaven i Ebeltoft”

  1. Kære Karen
    Så smukke billeder fra en fantastisk dejlig lille have. Der er så meget inspiration at hente. Og jeg er enig! Sådan et trækar med vand er man nødt til at eje 😉
    Vi har ofte været rundt i herlige Ebeltoft, da min mormor og morfar havde sommerhus på Mols.
    Næste gang I er i Ebeltoft, må I kigge ind i den lille café “Smag” som også har den mest fantastiske have.
    Tak for en fin rundtur i Lisbeth og Bents skønne have.
    Rigtig god dag

    Knus og kærlig hilsen
    Lone

    Like

  2. Tak for rundturen i Lisbeth og havemandens lille have, som syner virkelig stor. Gode billeder, du har taget, og jeg vil også gerne en dag besøge deres have:)

    Like

  3. Det er smukke billeder du viser fra jeres have-vandring. Det kan være utrolig inspirerende, at se hvordan andre indrette deres have. Jeg har bestemt fået lyst til at se mere.

    Like

  4. Jeg elsker Ebeltoft, og gårdhaver. Jeg drømmer også om en dag at se Lisbeth og Bents have. Holder meget af bloggen! Det er dejlige billeder du viser fra deres have, og jeg bliver mere nysgerrig!
    Og de kan godt glæde sig til kødet, efter min mening findes ikke bedre, og vi har altså prøvet en del. Jeres er mild og med smag af en bid mere, selvom en er mæt, sagt af en der spiser mest grønt.
    Knus Anette

    Like

  5. Åh, jeg vil også have en træbalje med vand! Og med åkander i … kan man mon det …?
    Sjovt at se dine (glimrende – solen ødelægger ikke noget) billeder fra Lisbeth og Bents have. Jeg kender den jo kun fra Lisbeths blog, og man får altid noget lidt andet med når en ny fotograf er på spil.
    Jeg vil straks gå på jagt efter sådan en balje 🙂
    Kh Nana

    Like

    1. Jeg har set baljer med åkander, så det kan man. Om de holder vinteren over, ved jeg så ikke 🙂 Hvis du finder et sted, hvor man kan få sådan nogle baljer, så sig til! Måske kan vi begge to skrive os til en – eller en halv 🙂
      Kh, Karen

      Like

  6. Kære Karen
    Ih, det var en fin beskrivelse – du har sandelig kigget godt i alle kroge og lagt mærke til mange ting. Hvis du kan bruge et par ideer, vil det glæde mig.
    Dine billeder er rigtig gode trods det skarpe lys (og tørken!) – man kan tydeligt se, at du har godt grej og er en øvet fotograf 🙂
    Vi syntes også, det var en hyggelig eftermiddag, og glæder os til at spise det gode kød, I havde med, og drikke en god flaske vin en aften i haven.
    Tak for besøget og dit søde indlæg 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det er da mig, der siger tak. Det var så hyggeligt. Motiverne står i kø hos jer, og det var svært at vælge billeder til indlægget 🙂 Det er virkelig en lille, godt gemt perle I har. Og man kan se, hvor mange tanker og hvor meget arbejde der er gået fra ide til realitet.
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.