En clematis, der fik hjælp på Facebook

Med hjælp og råd fra gruppen ‘Stauder’ på Facebook er det lykkedes at få en clematis til at gro et sted, hvor det næsten ikke kunne lade sig gøre.

Den skulle starte i dybt mørke, med ‘ fødderne i skygge’, og vokse op ad vores gamle tørrestativ til ‘hovedet i sol’. En svær begyndelse.

Jeg prøvede flere gange at få en Montana Rubens til at vokse der, men de opgav ånden efter den første vinter. Nu har den her stået der i to år, og det ser ud til, at den har fået fat på trods af dyb skygge, skvalderkål og andre skumle vækster.

Rådet, jeg fik i gruppen, var et, jeg aldrig selv ville have tænkt på: Put en håndfuld fjer i bunden af hullet, når du planter den.

Først var jeg undrende, og jeg kunne ikke lige komme på, hvordan jeg skulle finde en håndfuld fjer. Jeg havde jo ikke lige haft en høne at plukke med nogen. Men så lød spørgsmålet: Har du ikke en gammel pude et sted? Og jo – det havde jeg da. Det har de fleste vel et eller andet sted.

Jeg puttede fjer i bunden af hullet, selvom jeg tænkte, det var lidt voodoo-agtigt, jeg passede den med vand og opmuntrende tilråb – og nu blomstrer den for første gang.

Fra nu af bliver dens livsbetingelser bedre. Den er kommet så langt op, at den har hovedet i sol, og vi har igen været i gang med at fælde træer. Nu får den meget mere lys, selvom den stadig står ret beskyttet.

Det vil nok få den til at skyde i vejret – det er jo en Clematis Montana Rubens, og de er da kendt for at være ret så livskraftige.

Så til alle dem, der brokker sig over Facebook? Den hopper jeg ikke på.

Facebook er et fænomenalt medie, hvor man kan møde folk, der interesserer sig for de samme ting, som man selv gør, igennem de mange grupper. Man kan også spilde tiden og være selvfed og alt det, Facebook bliver kritiseret for. Men er det ikke ligesom i verden udenfor de sociale medier?

Med bloggen her som jo egentlig også er et socialt medie, føler jeg virkelig, jeg har fået venner, jeg kan spørge til råds, pjatte med, hyggeskrive med og meget mere. Og vi ses også i det virkelige liv. Det begyndte bare med sociale medier, og det er også der den daglige kontakt er, fordi vi bor langt fra hinanden. Det bliver det ikke mindre virkeligt af.

Så tak til alle mine ‘pennevenner’ 🙂

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

13 kommentarer til “En clematis, der fik hjælp på Facebook”

  1. Jeg syntes godt om blog og Face book. Der igemmen syntes jeg har lært lidt om andre mennesker og mange gode råd.
    Og selv om vi ikke mødes ja så er det som jeg kender dem lidt, og glæder mig der over.

    Like

  2. Åh, ja, jeg har vist godt engang læst at fjer indeholder nogle næringsstoffer der er gode for planter. Tænk at det virker 🙂 Og jeg er da helt vild med jeres tørrestativ! Og det bliver jo ikke dårligere af at der vokser en klematis op ad det.
    Jeg er helt enig i at det er godt at kende søde mennesker man har det godt med – også på de sociale medier! Jeg er jo fx glad for at jeg kender dig 🙂
    Kærlig hilsen Nana

    Like

    1. Tak i lige måde, Nana. Tørrestativet stod her, da vi kom, og jeg ville ønske, det var lige lidt højere. Jeg slår tit panden mod bjælkerne.
      Det blev bygget af husets tidligere ejer, og hans kone er meget lille. Selv var han ret høj, men det var nok næppe ham, der skulle hænge tøj op. 🙂
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

  3. Hvor er det sjovt Karen. Jeg fik også dette råd i fredags.
    Havde heller aldrig hørt det før. Men det er rigtig mange der gør det.
    Lykke til med Clamatis Montana Rubens som jeg ikke troede man kunne tage livet af…….

    Klemmer
    Charlotte

    Like

  4. Det er slet ikke så tosset med hverken blog eller fb og så hyggeligt når man så mødes i det virkelige liv. Selv om der er langt til Skivholme ved man aldrig om jeg pludselig får mulighed for at besøge dig.

    Like

  5. Kære Karen
    Du har så evigt ret. Bruger man facebook på den rigtige måde, er det et dejligt sted at være. Hvor var det godt du endelig fik en klematis til at leve der. Og en Montana Rubens bliver jo dejligt stor, så det skal nok blive et smukt syn.
    Ønsker dig en smuk dag, og håber Fie har det godt.

    Knus, Lone

    Like

    1. Tak i lige måde, søde Lone 🙂 Fie har lige været hos dyrlægen og fået sin 4-måneders vaccination, og hun fik ug med kryds og slange for helbred. Hun har lige tabt sin første tand, og hun vejer 10 kilo nu. En halv hund 🙂
      Knus, Karen

      Like

    1. Kære selv Penneven 🙂
      Det er nemlig fantastisk. Når man er voksen, møder man sjældent bare folk, man har meget til fælles med, sådan helt automatisk, og så er det da skønt, at de sociale medier eksisterer 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.