Fie er blevet meget større. Fem kilo vejer hun nu. Det er faktisk en kvart hund. Altså en fjerdedel af, hvad hun nok kommer til at veje.
Derfor er det også blevet tid til nye udfordringer. Vi har vovet os ud af haven og ud på den store græsmark.
Græsset er højt, vissent og stift, og det prikker på det lyserøde maveskind. Men der er fyldt med spændende dufte. Mus, ræv, fasan, muldvarp, kat – og et strejf af ko fra sidste år. Det er lidt farligt, men meget spændende. Alt skal undersøges.
Noget skal der bjæffes over. Og noget giver anledning til et lille piv. Så er det godt, at man har sine mennesker med, så man kan komme op og få en lille mark-krammer og bide dem lidt i hagen. Det giver nyt mod på tilværelsen.
Inde i haven bliver man kæphøj og meget modig igen. Farer rundt, spiller potebold, bider i grene og kviste. En 10 uger gammel verdensmester.
Det varer ikke længe, før marken ikke er spor farlig længere, men bare spændende og det bedste sted i verden at gå tur – og træne. For vi er godt i gang med at øve ‘ikke bide’, ‘sit’ og ‘kom’. Verden er så stor, når man er lille, og der er så meget, man skal lære. I små portioner, så en kvik – men stadig lille – hundehjerne kan følge med.
God mandag.
Lasse lasse lille meget større end du tror.
LikeLike
Det var præcis den sang, jeg tænkte på 😊
LikeLike
“Ikke bide” Den er svær når det klør i gummerne 🙂
LikeLike
Det er det – men… det skal læres, for det gør rigtig ondt nu, når hun får fat med de sylespidse, små hvalpetænder. Jeg ligner en, der har været i roserne 🙂
LikeLiked by 1 person