Forret med avocadosalsa og krydrede sesamrejer

Avocado og rejer er en klassiker, det er svært at blive træt af. Både traditionelt og lidt anderledes i form af en krydret og frisk avocadosalsa med lynstegte kæmperejer.

Til avocadosalsaen skal du bruge:
1 avocado
1 tomat
1 forårsløg
Saft fra 1/2 lime
Lidt salt og et dryp stærk chilisovs
1 håndfuld frisk, hakket koriander

Mos avocadokødet med limesaften. Skær tomaten i skiver, fjern kernerne og skær skiverne i små tern. Skær forårsløget i skiver. Bland det hele godt og smag til med salt og chili.

Lad salsaen trække en times tid i køleskabet.

Til rejerne skal du bruge:
4-5 rå vannamei rejer pr. person
Saft fra 1/2 lime
1 spsk sesamolie
1 spsk sesamfrø
1 tsk stærk chilisovs
1 tsk brunt rørsukker – skal ikke i marinaden, men bruges senere.

Rør ingredienserne til marinaden sammen, gør rejerne i stand, bland dem med marinaden og lad dem stå en times tid på køl og trække.

Varm panden op. Den skal være rigtig godt varm. Hæld rejerne med marinade over på panden og steg dem i et minuts tid.

Drys sukkeret over og vend godt rundt i rejerne. Steg dem yderligere et minut – de får en lækker, blank overflade. Det lille drys brunt rørsukker fremhæver både lime- og rejesmagen.

Opskriften her er til to personer, men du kan let gange op. Mængden af rejemarinade i opskriften kan sagtens tage omkring 20 rejer, før du begynder at gange op.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

One thought on “Forret med avocadosalsa og krydrede sesamrejer”

  1. Lækker ret, skal prøves i aften, men bryder mig ikke om koriander. Hvilket grønt kan jeg putte i i stedet for?? 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.