En uheldig dag

Nogle gange spiller det ikke rigtigt. Og andre gange spiller det slet ikke. Tag nu for eksempel i går på den smukke vinterdag, der burde have været ren naturfryd og gammen.

Først gik internet og telefon ned. Intet signal på det trådløse, og som altid ekstremt ringe mobilsignal. Var det noget ude i verden, eller var det hos os, den var gal? Det kunne jeg jo ikke komme på nettet og tjekke, så jeg slukkede og tændte for routeren, for boksen og for routeren igen. Uden resultat.

Så besluttede jeg mig til at køre tidligt på arbejde. Men… bilen ville ikke starte. Den gryntede anstrengt, men den kom ikke i gang. Jeg prøvede flere gange – gik rundt om bilen (overvejede endda at råbe ad den) og prøvede igen. Stadig kun grynten – ingen livsgnist.

Som enhver anden stærk og selvstændig kvinde ringede jeg naturligvis til husbonden og råbte på hjælp.

Han var på nettet og kunne fortælle, at det var hos AURA, der var noget galt og ikke hos os. Han lovede at komme hjem og skifte batteriet, hvis det var det, der var galt med bilen. Nu var det bare at vente. Ikke ligefrem en af mine spidskompetencer.

I ren frustration gik jeg i gang med at gøre køkkenet rent og sende SMSer til nær og fjern om alle de ting, de måtte gøre for mig (nu!), eftersom jeg var stavnsbundet. Kluden i den ene hånd, mobilen i den anden – håret lige op i luften.

Omkring middag kom nettet igen, og jeg kunne fortsætte med at arbejde. Et par timer senere kom husbonden hjem. Han ville lige prøve at starte bilen, før han skiftede batteriet, sagde han.

Og bilen startede med det samme. Uden vrøvl. Præcis som den plejer, og som den har gjort hver dag i 14 år i al slags vejr. Teenagenykker måske?

Så er det altså, man står der og skuler lidt og føler sig meget Einstein-agtig…..

Måtte din torsdag blive bedre end min onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

8 kommentarer til “En uheldig dag”

  1. Hehehe
    Søde Karen jeg ved godt det ikke er pænt at grine, men jeg kunne altså ikke helt lade være. Du er så god til at fortælle at det giver billeder på nethinden…. Ser dig med meget højt hår lige nu ;0)
    Er det ikke det man kalder en Tycho Brahes dag? Eller er det kun på mandage?
    Nå men anyway håber jeg du fik en bedre torsdag.
    Mange knus
    Lone

    Like

Der er lukket for kommentarer.