Påskeklokker på vej

Endelig er dagen tiltaget så meget, at det stadig er lyst en tid efter, jeg kommer hjem fra arbejde. Når solen skinner som i går, er der endda helt lunt inde i drivhuset. Det var – som man siger – den gode nyhed.

Og den dårlige? Den dårlige er, at nu kan man se alt det, der trænger. Det er rigtig slemt. Den skarpe vinter- og forårssol afslører alle mangler. Men det nås vel efterhånden?? Det plejer det jo.

Et godt sted at starte er i et begrænset område. Et begrænset område med begrænsede opgaver. Så er der ligesom taget hul på det.

Sådan et sted fandt jeg i går, og nu er de gamle blade klippet af påskeklokkerne. Det pyntede. Og se, hvad der gemte sig under dem. Blomsterknopper i massevis.

Nogle er kommet langt,

og andre titter bare frem.

Snart er der blomster i haven.

Der er de røde, vi har haft hele tiden. Og så er der de fine med præstekrave, som vi købte hos Blomsten og Krukken i Mariager sidste år i påsken.

Dem er der også knopper i. De fine, fyldte klokker er også fra Blomsten og Krukken.

Det bliver et glædeligt gensyn.

Bedet med påskeklokkerne er lige ved siden af vores bagdør. Vores gamle hund, Christie, var slem til at smide bolden ned i bedet på vejen ind – og slem til at hoppe lige ned i bedet efter den, næste gang hun skulle ud.

Jeg overvejer noget med et lille hvalpehegn, nu hvor vi snart får en lille bulderbasse i huset igen. Fie kommer lige til påske, hvor påskeklokkerne sikkert blomstrer – og én ting er knækkede blade på påskeklokkerne om sommeren. Noget helt andet er knækkede blomsterstilke…

I dag er vi vågnet op til bidende kulde og frost. Det skulle holde en uges tid, siges det. Jeg håber, klokkerne kan tåle mosten/frosten – men det plejer de jo at kunne.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 kommentarer til “Påskeklokker på vej”

  1. God ide med et hvalpehegn for påskeklokker er jo giftige, så ikke det bedste legetøj til lille Fie. Glæder mig vildt til at se mine påskeklokker igen og se om der er nogle spændende nye frøplanter som vil blomstre i år.

    Like

  2. Hej Karen
    Jeg nåede også at klippe bladene af mine påskeklokker, da det var godt vejr i weekenden. Jeg har lige været ude og hælde visne blade over dem, for de kommer da godt nok til at fryse den nærmeste tid. I teorien klarer de sig sagtens, – det er nok bare os, der fryser på deres vegne.
    Hvalpehegn lyder som en god investering 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

    1. De klarer sig nok. Der er masser af visne blade omkring mine – vores store træer laver en dyne, der først bliver fjernet i foråret. Klokkerne lægger sig ned i frostvejret og rejser sig tappert igen, når det bliver tø 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.