Rævestreger

Jeg har da aldrig kendt så galt. Ræven. Ræven, der går derude, så vi låser vores gang. Ja, den ræv. Den røde Mikkel. Eller Mikkeline. Den har ædt mine tulipanløg.

De gule Claus Dalby tulipaner. Jeg havde lagt masser af dem i det lille, runde højbed ved pavillonen.

I tankerne havde jeg allerede set dem stå og lyse som små sole mod den hvide pavillon. Og set fra den anden side ville de lyse gult mod den grønne mark.

Det bliver der ikke meget af.

De er gravet op. Gravet op og ædt. Det ser ud til, der er nogle, ræven ikke har fundet, men mange er endt i dens sultne mave.

Og hvordan jeg så kan vide, det er ræven, der har gjort det? Jo – den skammer sig ikke, men lægger et visitkort der, hvor den har fundet noget godt.

Rævehømhøm midt i hærværket. Og rævehømhøm på en pæn blog. Nu be’r jeg Dem….

Hvad kan man lære af det? Jo. Ikke tulipaner i det bed i havens yderste kant. Ræve kan nemlig rigtig godt lide tulipanløg. Det vidste jeg jo egentlig godt. Ræven kan man ikke bebrejde noget, når man sådan serverer guf de luxe lige for næsen af den. Det er mig, der ikke har tænkt mig om.

Men ærgerligt er det nu med den slags rævestreger.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

10 kommentarer til “Rævestreger”

  1. Så lærte jeg også noget nyt! Rævene her omkring er dog ikke gået til angreb på vores tulipanløg – til gengæld er de hårde ved vore kattekillinger, når vi har sådan nogen. Så vi sørger for, at der er gemmesteder i garagen, som ræven ikke kan nå – for killingerne vil være i garagen, selvom de kunne være trygge på loftet eller i stalden. Da vi havde høns, skabte vi et helt rævesikkert fort som hønsegård….

    Like

    1. Ræven er totalt altædende. Igennem flere år har vi set hunrævene samle kalvelort til ræveungerne. Det er så fyldt med fedt og protein fra råmælken, så det er rigtig god babymad for ræveunger 😊

      Like

  2. Jeg har godt nok aldrig hørt om at ræve spiser Tulipanløg men hvorfor ikke. Oppe på kirkegården er de ret træt af dem fordi de skraber og skider over alt og for nogle år siden var der en der stjal min nabokones træsko lige udenfor terrassedøren. Jeg har efterfølgende læst at ræve har en forkærlighed for fodtøj, så måske har de også Tulipanløg på menukortet.

    Like

    1. Prøv at se her, Rita: https://www.havenyt.dk/artikler/dyr_i_haven/dyr/409.html
      Jeg fandt linket frem, fordi nogen inde i gruppen Stauder påstår, at ræve ikke spiser tulipanløg. De er altædende 🙂 Jeg vidste så ikke, at de var vilde med sko, men jeg stod en dag i køkkenvinduet og morede mig over at se to ræve lege med et eller andet. Senere fandt jeg ud af, at det var en af mine fine skindhandsker, jeg havde tabt… men igen – ikke rævens skyld 🙂

      Like

  3. Frækt! De kunne da lige så godt rode efter brændenælderødder, tidselrødder osv.
    Men så lærte jeg det! Ikke, at vi har mange ræve her midt i byen, men de skal da nok være der.
    Vi bruger stumper af hønsenet på steder, hvor vi hærges af nabolagets katte og vores egne solsorte. Kunne det være en ide? Det kan fjernes fra krukken, når tulipanerne skyder, hvis det kun er de uspirede løg, der er på rævemenuen.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Eller skvalderkålrødder 🙂 Men de må altså smage godt, de tulipaner. Hønsenet kunne godt være en ide til det lille højbed, men jeg tror nu mere, jeg må vælge noget andet end tulipaner. Det er det med at tilpasse væksterne til forholdene, og forholdene omfatter også dyreliv 🙂
      KH, Karen

      Like

  4. Jeg vidste ikke at ræve æder tulipanløg, men jeg ved at både rådyr og mus elsker dem. Ærgerligt er det, men det er – som du også siger – svært for alvor at blive vred på ræven – og andre dyr der jo bare gør det de er er sat til at gøre 🙂
    Kh Nana

    Like

Der er lukket for kommentarer.