Tid til havebøger

Der må indføres en ugentlig læse-fridag i vintertiden. For der er så mange havebøger og blade, man skal have læst.

Det skal være nu, så man er klar med de nye planer, når sæsonen starter derude. Der er kun få uger tilbage, og jeg bliver vist nødt til at ringe til statsministeren og klage min nød. Hvis han ser min liste, må han vel se nødvendigheden og indføre den dag?

Inden havesæsonen rigtigt går i gang, skal jeg have læst Claus Dalbys Forårshaver færdig – det tager lang tid, for der skal sættes tid af til at drømme over billederne.

Jeg skal have planlagt et nøglehulsbed efter opskriften fra Den spiselige permahave.

Jeg skal have læst Haven for at føje endnu flere romantiske træk til i haven i år (og i samme omgang have Claus Dalbys bog Romantiske Haver ned fra reolen). Renate Rosenmeiers Naturpynt dit hjem skal også læses – jeg fik den til jul, og jeg har kun nået at bladre lidt i den. Det samme gælder kransebogen af Margit Engen. Inspiration til kranse, vaser og skåle.

Her set fra sofahjørnet er der nemlig ingen grænser for, hvad jeg kan nå her til sommer. Og til den tid vil jeg derfor gerne anmode om at få den ugentlige læse-fridag konverteret til en ugentlig have-fridag – bare indtil november cirka. Så kan vi begynde at læse havebøger igen.

Hører I efter derinde på Christiansborg?? Lav nu en lov, vi virkelig kan bruge til noget.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Tid til havebøger”

  1. Du har helt ret: Havebøger er skønne at bladre i. P.t. får jeg kun bladret i Haven, men jeg skulle måske få hevet et par bøger ud af reolen. De skal nemlig helst ligge fremme, for at jeg får kigget. Men det er der jo også råd for.

    Like

Der er lukket for kommentarer.