En mærkedag kom og gik

Bloggen har haft fødselsdag. Den blev 6 år i lørdags. Jeg tænkte slet ikke over det.

Dagen gik med oprydning og med sørgelige sager som at fjerne kattelegetøj fra under reoler og sofaer. Og med at prøve at være helt alene i huset – uden mand, hund eller kat – for første gang i over 15 år. Det var en mærkelig følelse. Bondemanden kom da heldigvis hjem fra jagt om eftermiddagen, og den underlige stilhed fra et tomt hus forsvandt.

I dag kom jeg så i tanke om bloggens fødselsdag. Og skam få mig. Jeg plejer jo at bruge den lejlighed til at sige tak til alle jer, dejlige læsere. Det må jeg så gøre nogle dage forsinket i år: Rigtig hjerteligt tak til alle jer, der læser med – tit eller bare en gang imellem. Tak til alle jer, der skriver kommentarer – tit eller bare en gang imellem. Tak til alle jer, der prøver opskrifterne.

Og det er ikke bare pjat med det takkeri. For at have en blog uden læsere er som at råbe i et tomt hus. Det er der ikke meget ved.

Det har været et godt år for bloggen. Mange nye opskrifter og indlæg og mange nye læsere.

Indlæg med opskrifter holder længst. De får nye læsere flere år efter. Indlæg om haven og dagligdagens gang er mere her og nu indlæg. De bliver læst en enkelt gang – om end af rigtig mange. Det er vel lidt som forskellen mellem opskriften på en kage og en kage på tallerkenen. Når kagen på tallerkenen er spist, er den væk. Men opskriften holder til en anden gang.

Årets mest læste indlæg var igen den helstegte svineskank, tæt fulgt af klassisk andebryststeg på ben.

Et nyt blogår er i gang. Et år, der vil byde på mange glade begivenheder her hos os. Først og fremmest en ny hundehvalp, en ny kat – og nogle rejseplaner, der skal virkeliggøres. Men mest af alt dagligdagen, der jo er den ‘der holder røven oppe’ på os, som Mogens Palle så malerisk udtalte til Jyllandsposten i forbindelse med sit 60 års jubilæum for nylig.

Fordi bloggen har haft fødselsdag, skal alle læsere have en gave. Eller i hvert fald mulighed for at få en gave. Men hvad det er, kan jeg først fortælle i morgen, når det tekniske er faldet helt på plads. Det er noget med rabat, kan jeg sige. Jeg håber og tror, det er noget, I kan bruge. Til stort og småt, til gaver og da ikke mindst til gaver til jer selv.

Rigtig god torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

28 kommentarer til “En mærkedag kom og gik”

  1. Tillykke med bloggen, Karen😊🇩🇰
    Jeg elsker at læse med, men kommenterer hellere på Instagram💗
    Jeg håber, du har husket at fejre det med en forsinket kage?
    Du har helt ret i dit seneste indlæg mht. reklamer. De forstyrrer også mig, så jeg undgår dem også helt. – Og så blogger jeg for min egen skyld. At der så er læsere, der hører mine råb i skoven, er kun dejligt:~)
    Knus Lene

    Like

    1. Tak, Lene 🙂 Det er nemlig dejligt, når nogen hører ens råb ud i skoven, i det tomme hus eller i det tomme rum. Så viser det sig jo, at det slet ikke er tomt 🙂
      Jeg er spændt på det samarbejde – har et par stykker allerede – for det er jo en af vejene til at udvide blogkonceptet lidt, og jeg synes, jeg er klar til en udvidelse. Men jeg vil ikke gå på kompromis med indholdet eller udseendet, og det sætter sine naturlige grænser 🙂
      Knus, Karen

      Like

  2. Stort tillykke med bloggens 6 års fødselsdag. Jeg elsker din vekslen mellem opskrifter og dagligdagen i haven og huset, udflugter og dyr. Det bliver en stor glæde når i igen får hund og kat, små børn der bliver til frække teenagere, søde og slet ikke til at stå for.

    Kærlig hilsen Anette

    Like

    1. Tak, søde Anette. Og lige måde. Jeg følger jo også med hos dig hver dag og nyder billeder og historier fra haven og livet lidt længere nordvest på 🙂 Vi glæder os også helt vildt til nye dyr. Et hjem uden dyr er jo bare et hus.
      Kærlig hilsen, Karen

      Like

  3. Tillykke med bloggen jeg er en af de nye og læser det hele også opskrifter skal ha gæster tirsdag også skal den med rosenkål i fad prøves, kan godt lide dem men får det alt for lidt.
    Den med svineskan må jeg vist også prøve. Dejlig du har lyst at dele ud og glæder mig til at læse videre.

    Like

  4. Stort tillykke med blogfødselsdagen! Jeg læser med glæde med og nyder især haveindlæggende – opskrifter springer jeg som regel let hen over, men jeg har fået førstehjælp et par gange med maden (det stadie kommer jeg vist aldrig ud over 😉 ) – tak for det hele!

    Like

  5. Til lykke, Karen! Og tak fordi du vil dele ud af dig selv, dit liv og dine opskrifter. Jeg elsker at følge med her hos dig, og at jeg oven i købet har lært dig at kende i den fysiske verden, underbygger min store glæde over at være en del af blogverdenen 🙂
    Kærlig hilsen Nana

    Like

    1. Ja, det er mærkeligt – jeg synes virkelig ikke, det er lang tid siden, jeg begyndte. Men det er det jo 🙂 Vi trænger vist alle sammen til sommer efterhånden – eller i det mindste til rigtig vinter og ikke bare de sure sjask 🙂
      Knus, Karen

      Like

  6. Tillykke med Bloggens fødselsdag 🙂 Jeg har læst med de sidste fire år – og det er en fornøjelse at følge livet i Skivholme. Jeg nyder meget din vekslen mellem opskrifter og betragtninger om stort og småt. De er på sin egen måde med til at fortælle lidt historie set fra et særligt hjørne af Danmark.
    Fortsat god fornøjelse med at skrive – jeg hænger på 🙂
    kh Jette

    Like

    1. Godt at høre, Jette. Jeg havde egentlig ikke tænk på det som historieskrivning. Men sådan set er det jo hverdagsberetningerne, man savner i historiebøgerne, så hvis jeg kan bidrage lidt der, ville det da ikke være så tosset 🙂
      Kh, Karen

      Like

  7. Kære Karen
    Tillykke 🙂 Jeg er vældigt imponeret over, at du har blogget i SEKS år. Jeg har desværre kun været med det sidste års tid, men nyder hver gang dine velskrevne indlæg og gode opskrifter. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har fået laksewraps med syltet fennikel her i vinter. Næsten ugentligt 😉 Som Marie, synes jeg, at dine opskrifter virker så ligetil.
    Også et skævt tillykke med, at du har overstået den første gang alene i huset. Jeg husker tomheden, da jeg engang for over 20 år siden boede alene og måtte af med min hund. Jeg troede, jeg ville blive vanvittig af at komme hjem fra arbejde til en tom lejlighed. Jeg overlevede. Men det sidder i mig.
    Tilbage til nutiden: Tillykke med bloggen, jeg glæder mig til de næste indlæg og overraskelsen 🙂
    Kærlig hilsen, Lisbeth

    Like

    1. Tak, Lisbeth. Ja, for fem minutter siden havde jeg også kun blogget i et år. Tiden går… Men hvor er det skønt at høre, at jeg kan inspirere i køkkenet, og at det faktisk lykkes at forklare tingene, så det ikke er så svært.
      Mennesket har ikke godt af at være ene, siger Gud i skabelsesberetningen – og hvem ved, om det ikke også var der, han skabte hunden? 😀
      Kærlig hilsen, Karen

      Like

  8. Tillykke med dagen😊 jeg er blevet helt afhængig af den dejlige læsning til morgen kaffen.min mand er B-menneske så jeg forsømmer ikke ham god torsdag her i Ikast er det hvidt og fuglene er sultne.kh Laura Nolsøe.

    Like

    1. Tak, Laura 🙂 Ja, I har fået meget mere sne, end vi har. Her er kun et lille drys – men som det da pynter. Bondemanden har også lige været ude med solsikkekerner til fuglene her. Og for at hælde varmt vand i fuglebadene.
      Kh, Karen

      Like

  9. Tak for dine skriverier. Plejer ikke at kommentere, men læser med glæde dine indlæg. Dog ikke dem du postede vedr. jeres kæledyr. Måtte selv af med 2 katte i 2017 og det er slet ikke rart. Nu er en ny kat i hus, og det føles bare rigtigt.
    Tak fordi du gider din blog og jeg ser frem til flere indlæg i 2018 🙂

    Like

  10. Til lykke med mærkedagen. Jeg er en af dem, der bruger din blog som en form for kogebog, når jeg overvejer en menu. Mange gange er der næsten identiske opskrifter at vælge mellem på nettet; men dine virker altid så ligetil af en eller anden grund, også når der skal jonglerer med en del ingredienser.

    Like

Der er lukket for kommentarer.