Godt nytår!

Det gamle år er ved at være lidt brugt. Lidt slidt. Og der er næsten ikke noget tilbage af det. Det er virkelig ved at være tid til at udskifte det med et nyt. Jeg glæder mig til at tage hul på 2018.

Ikke at 2017 som sådan har været et dårligt år. Langt fra. Der er sket mange skønne ting.

Vi har rejst – både nær ved til Mors

og til Italien – sommerferie i juli for første gang i 15 år,

og dagligdagene har været rigt fyldt med dejlige oplevelser. Der er blevet lavet masser af god mad, plukket blomster, høstet i højbedene og alle de ting, der gør, at jeg holder så meget af de helt almindelige hverdage.

Men.. 2017 var det år, hvor vores søde hund måtte aflives, og også det år, hvor vi har måttet indse, at Puma synger på sidste vers. Han er blevet dement og har det ikke spor godt mere. Det bliver meget tomt i huset en tid.

Foråret 2018 vil bringe en ny hundehvalp og en ny kat og virkeliggørelse af nogle andre drømme, som jeg vil fortælle om senere. Jeg glæder mig til 2018. Til at starte igen med en ny hvalp og en ny killing, der kan blive hinandens bedste venner, som Christie og Puma var det.

Jeg glæder mig også til, at alting igen vil folde sig ud. Til at synge ‘Det dufter lysegrønt af græs’. Jeg glæder mig til at så og høste i højbedene, til at snuse til de vilde roser, når de springer ud i hegnet.

Til Sankt Hans og lange lyse dage. Til fuglesang, nattergale og ugler, til sommermad og blomster.

Og når den tid kommer, glæder jeg mig også til et nyt efterår, hvor luften igen bliver frisk og kølig, hvor æblerne modnes, og de varme, bløde trøjer skal findes frem igen.

Her på den næstsidste dag i året vil jeg gerne ønske alle jer søde læsere et rigtig godt og lykkeligt nyt år. Endnu et år med glæde over årets store begivenheder, men allermest over dagligdagen og de mennesker, der er i den.

Rigtig godt nytår!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

9 kommentarer til “Godt nytår!”

  1. Det er tid til eftertanke, hvad skete der i året der gik og hvad ser vi frem til i det nye år. Trist med dine husdyr men dejligt at der er planlagt nye beboere på gården. Vil også ønske dig et dejligt og frodigt nytår.

    Like

  2. I lige måde 🙂 Tak for mange fine og eftertænksomme indlæg – og en super hyggelig aften i jeres selskab og stemningsfulde B&B. Og forståeligt at foråret 2018 bliver noget helt specielt, det glæder jeg mig allerede til at læse mere om 🙂 kh Jette

    Like

  3. Ønsker dig et smukt nyt år, med masser af glæde og dejlige oplevelser
    Glæder mig til at følge din blog i 2018 også
    Mange knus
    Lone

    Like

  4. Tusind tak, Karen! Jeg ønsker jer et godt nytår fuldt af glæde, kærlighed og gode oplevelser! Vi glæder os til at se jer i 2018! Jeg skal hilse fra Søren 🙂
    Knus fra Nana

    Like

Der er lukket for kommentarer.