Der var de jo

Tågen hænger tykt derude. Så tykt, at man dårligt kunne se skolebussen brumle forbi tre minutter over otte.

Tågen dæmper lydene, og måske var der derfor, jeg ikke hørte små, ivrige trin på trappen en gang i løbet af natten. Men nu jeg tænker over det, var der heller ikke den lyd af stille fnisen og rumsteren, der ellers har kunnet høres fra julekassen siden den 10. december, hvor de så småt begyndte at vågne.

Nu er de oppe. Friske og veloplagte.

Husets to indenisser.

Ligesom man mange steder på landet har udekatte og en enkelt privilegeret indekat, har vi udenisserne ovre i den gamle stald og de to lidt forkælede indenisser. De er drillenisser. De har allerede sørget for, at kalenderlyset kun er kommet til den 17. december.

Men det er nu hyggeligt at se dem igen, også selvom deres ankomst betyder, at freden er forbi. Nu skal der passes godt på småkagerne.

Et job, som køkkenmadonnaen klarer sammen med uglen. Ugler kan se i mørke – det kan madonnaer ikke.

Måske skulle jeg spørge bogenglen , om den vil læse en historie for dem igen?

Det handler jo om at holde sådan nogle drillenisser beskæftiget. Ellers er der ingen grænser for, hvad de kan finde på.

God onsdag – den sidste før jul.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “Der var de jo”

  1. Kære Karen.
    De ser godt nok drilske ud, dine indenisser. Det skal nok blive sjovt.
    Du har et eventyrligt fortælletalent, som jeg nyder fuldt ud. Også i dag. Tak.
    Kærlig hilsen, Lisbeth

    Like

    1. Ja, jeg vil håbe, dine yndige feer er mere artige. Men det kan man jo aldrig vide 🙂
      Dejlig tågedag til dig også – og tusind tak for det smukke, smukke julekort!
      Mange kærlige hilsener og juleknus, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.