Alt skal pakkes ind og bringes ud og pakkes op…

Det er så hyggeligt at pakke pakker ind. Strålende julefarver, glitrende bånd. Flitterstads og glimmer. I hvert fald til børnepakkerne. For helt ærligt – hvem bliver ikke bare lidt i godt humør af julerødt? Og hvem bliver ikke en lille smule som barn igen, når de ser strålende pakker under træet?

Der er noget  ved det røde og hvide og skinnende, der siger fest med udråbstegn bagefter. Noget løssluppent.

Og der er noget ved til og fra kort med julestrømper, rensdyr og julemænd – Made in China og skamløst sentimentalt. Kitsch? Ja da.

Normalt plejer jeg at have smukke, håndmalede til og fra kort. Jeg har købt dem på julemarkedet i Ridehuset i Aarhus, men i år havde der været brand den dag, jeg skulle derind med nogle veninder, og markedet var lukket den dag. Det var et tegn til at gøre det lidt anderledes i år.

Jeg tror nu nok, Madonna følte sig lidt klemt i går aftes. Det vilde farveorgie og de mange pakker var ved at trænge hende op i en krog, og hun så lidt sørgmodig ud.

Jeg kunne berolige hende med, at pakkerne er der så kort. Snart er det farvestrålende papir krøllet sammen og puttet i en sæk til genbrugspladsen, og julefreden er genoprettet. Med afdæmpede naturlige farver, grønt, hvidt og måske et strejf af rødt lige i juledagene, præcis sådan som julepynten hos os plejer at være.

Hun behøver altså slet ikke at bekymre sig. Hun er ikke glemt. Der er meget mere end pakkerne ved julen, det ved vi jo godt alle sammen, og når Legokasserne er pakket ud, står hun der endnu.

Det med pakkerne skal der nemlig også være plads til, hvis man ikke skal gå hen og blive en ren puritaner – altså en af dem, der som en klog mand engang sagde, ‘frygter, at et eller andet sted, er der en eller anden, som er glad’.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

3 kommentarer til “Alt skal pakkes ind og bringes ud og pakkes op…”

  1. Jeg tenker at alt er riktig. Noen ønsker stil og eleganse med nøye utvalgte ting og noen ønsker maksimalisme og kan ikke få nok stasj i julen. Ja takk til det hver enkelt liker og kjenner seg mest komfortabel med.

    God weekend til deg fra meg.

    Førjulsklem fra Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    Like

  2. Kære Karen
    Klog mand og klogt indlæg. Der skal være plads til den traditionsfyldte jul med glæde og farver. For mig er det lidt trist, når alt bliver stylet perfekt og tjekket i detaljer. Det er nok, fordi jeg føler, at jeg så hele tiden skal leve op til noget, som egentlig ikke betyder så meget for mig. Hos mig må julen gerne være ‘grim’, fordi børn laver dekorationer og juletræspynt, der ikke ligner Georg Jensen, deres konfekt ligner ikke Summerbird, og som du skriver kan de godt lide gaver med farver på og julemænd i umoderne klæder. Mit juleønsker er, at det er børnenes jul og ikke de voksnes. Også af udseende.
    God fredag og weekend til dig også, søde Karen.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Jeg må indrømme, at jeg elsker naturpynten og de mere afdæmpede farver. Men en kasse med Lego i stilfuldt, mat papir har altså ikke samme kraft, som en rød og skinnende.
      Alt herretøj bliver pakket i sorte æsker med grå bånd i forretningerne – det er altså også lidt kedeligt.
      Jul og minimalisme hører ikke naturligt sammen, selvom nogle kan gøre det meget smukt. Adventstiden er afdæmpet, men juleaften er fest for fuld skrue 🙂
      Knus og god weekend til dig også, søde Lisbeth – og tak for alle dine gode kommentarer.
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.