Nemme dekorationer med svampe af træ

Til en julefrokost er det så dejligt med et smukt pyntet bord. Ja, det er det i det hele taget, men til festlige lejligheder er det endnu mere vigtigt. Problemet er bare, at pynten som regel kun skal ligge der den ene dag, så man vil heller ikke gøre det helt store, tids- og arbejdsmæssigt, ud af det. Det kan sagtens lade sig gøre.

I går var jeg til julefrokost – ikke nogen helt ualmindelig foreteelse fra midt i november og til efter jul engang. Jeg var selv med til at arrangere den (heller ikke nogen helt ualmindelig foreteelse), og vi pyntede op med grønt fra haven, med de små stjernelyskæder og med de kønneste svampe af træ, lavet på drejebænk af en af de andre arrangørers dygtige mand.

Det grønne er simpelthen lagt direkte på papirdugen, svampene er arrangeret rundt omkring i ‘buskadset’, og lyskæderne er viklet ind i det hele til sidst – med batterikassen skjult under et par grankviste.

Det så rigtig hyggeligt ud, og det tog vel en fem minutters tid for hver dekoration på de tre borde.

Jeg vil ikke anbefale, at man lægger gran direkte på en dyr dug – fra gran siver der let lidt harpiks, der er svært at få af. Men på en papirdug, når hele pynten inklusive dugen er færdige efter den ene aften, er det en rigtig god – og køn – løsning.

Svampene blev selvfølgelig gemt. Min medarrangør skulle bruge dem til igen til flere kommende lejligheder indenfor de næste uger.

Og kan man købe dem et sted? Man kan i hvert fald købe andre drejede svampe mange steder. Jeg tror nu nok, jeg vil spørge min medarrangør, om hun har nogle til overs, hun vil sælge, engang i løbet af måneden. For de er da lige det, der løfter bundtet af grønt fra haven til at blive en rigtig dekoration. Af den aller nemmeste slags.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Nemme dekorationer med svampe af træ”

    1. Jeg elsker også julefrokoster. Men det det bliver til mange, når man skal til noget i alle de sammenhænge, man er involveret i. Tredje juledag vil jeg helst have en hotdog 😀
      Også dejlig weekend til dig, Lone!
      Knus, Karen

      Like

  1. Vi har en meget dygtig trædrejer, men jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal bruge tingene til. Jeg har altid forestillet mig, at svampene skulle stå i haven, men der holder de ikke længe, så jeg har kun købt en flot ‘vase’ til mine kuglepenne. Nu ved jeg, hvad jeg skal bruge svampene til: Indendørs med lidt diverse grene og blade i hele efteråret! Selvfølgelig! Altså, jeg er helt flov over, at jeg ikke selv har set en så oplagt ide. Bedre sent end aldrig. Tak for hjælpen 🙂 Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.