En smuk aften

I går, da solen gik ned, fik vi over Skivholme lidt af det forunderlige lys, der når alle vejrbetingelser er opfyldt, får alt til at lyse som kobber.

Lyset brydes i den helt rigtige vinkel, der er præcis den mængde fugt i luften, der skal være, og alt spiller sammen til solnedgangsfest.

Fra naboens birketræ til bøgehækkens blade.

Alt lyste, som om gløden kom indefra.

Senere, da mørket havde tyknet, og man ikke kunne se en hånd for sig, stod månen småfuld op og lyste over markerne.

Vi så den stå over skoven, da vi kom hjem fra Allehelgensgudstjeneste. En smuk skik hos os, hvor gudstjenesten til Allehelgen bliver holdt om aftenen, og vi i tekst, sang og musik mindes dem, der er døde i sognet igennem det forløbne år.

I vores lille område, er det allesammen mennesker vi har kendt – mere eller mindre godt, så oplæsningen af navne og det lille minuts stilhed til eftertanke går lige i hjertet. På vejen hjem får alle et lys med til at sætte på kirkegården.

Den skik er langt fra Halloweens græskar, gravsten, edderkopper, zombier og gøgl. Men det er da nok så smuk en skik.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “En smuk aften”

  1. Derfor vil jeg mene at det er den smukkeste årstid med alle de fantastiske Farver og det smukke Lys
    Det tætteste vi kom på det nymodens Halloween i min Barndom,var, at vi skar Roelygter.
    Gudstjenesten havde vi til gengæld også

    Like

  2. Godmorgen. Tak for de smukke billeder,jegbliver helt andægtig over naturen og farverne jeg vil ønske dig en god dag.hilsen Laura Nolsøe

    Like

  3. Vidunderlige farver. Kikket ned af hulvejen er så fint. Og billederne med pavillonen viser, hvor flot natur I er omgivet af.
    Smuk kirkeoplevelse, der tiltaler mig mere end græskar og gys. Det vælger man heldigvis selv. Hver ting til sin tid 🙂
    Kærlig hilsen Lisbeth

    Like

    1. Det var så overvældende smukt i går.
      Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg ville skrive om kirke halloween eller ej. Ikke mindst fordi jeg ikke vil fremstå som ‘hellig’. Men vi går jo i kirke i Skivholme, og kirken er et lokalt samlingspunkt. Der er altid næsten fyldt. Og så er jeg så træt af alt det gys og gru, af kager, der ligner afhuggede fingre m.v., så jeg ville gerne fortælle lidt om, hvordan man også kan bruge halloween – i den mere oprindelige udgave 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.