Et dyk ned i en tidslomme

Da jeg var barn, var det, man begyndte at tale meget om u-lande. Man lavede indsamlinger, havde diskussionsgrupper, og man begyndte at købe u-landsvarer. Der kom særlige butikker med ting fra Afrika, Kina og Indien, og det var topmålet af trendy at gå i indisk bomuld og have notesbøger fra Kina og kurve fra Afrika.

I sidste uge kørte jeg forbi en gårdbutik, der så spændende ud. Den ligger i udkanten af Egå – du kender den måske. Jeg havde lidt tid, og jeg smuttede ind for at kigge. De havde mange gode planter, en masse meget økologiske grøntsager – og ting som slik, krukker og potter, et kæmpe udvalg af tekander og meget mere. Et spændende sted at ose lidt rundt og formøble lidt lommepenge.

I det bagerste lokale var det, jeg faldt i tidslommen. Der var hundredevis af kurve i alle tænkelige farver og faconer. Kurvene var alle sammen lavet af kvinder på Madagascar. Projektet med kurvevævning og import var startet af nogle danskere, der havde været på Madagaskar som det, der hed ulandsfrivillige dengang, fortalte ejeren af butikken.

Helt som i 70’erne – og stadig en god ide. Hjælp til selvhjælp er nu det bedste.

Nogle af kurvene var virkelig meget smukke. Jeg købte en. En med smukke farver, og en meget fin fletning – virkelig smukt håndarbejde.

Den vil passe så fint som garnkurv.

Men alene lugten i rummet – den lidt skarpe lugt af de vævede kurve – sendte mig tilbage i tiden. Tilbage til Tvind tiden, til at være 13 år igen, til kinabøger, indisk bomuld, batikfarver og hønsestrik – og altså også kurve.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Et dyk ned i en tidslomme”

  1. Hvor herligt! Husker du U-landsfonden af 1962?? Der arbejdede jeg frivilligt i mange år. Den havde til huse i kælderen på Århus Statsgymnasium i Hasle og havde butik på Sct. Knuds Torv. Der var stor udstilling i festugen og op til jul i aulaen. Mange gode minder – jeg har mange af tingene endnu – kan næsten lave en salgsudstilling.
    Jeg synes nu ikke, vi var selvgode – jeg beundrede de smukke ting og var betaget af, at disse – i vore øjne – fattige mennesker kunne fremstille så fantastiske og ofte unikke ting.

    Like

    1. Hej Eva,
      Nej, U-landsfonden af 1962 kender jeg ikke. Jeg boede jo ikke i Aarhus dengang, men i Hjørring, hvor Svalerne havde en u-landsforretning, og hvor Aurion opstod 🙂 Jeg siger bestemt heller ikke, at alle var selvgode – tværtimod blev der gjort – og bliver gjort – et enormt stykke godt arbejde.

      Men uanset hvilken ‘sag’, der er in, er der nogle, der bruger den til selvpromovering.

      Næsten på samme måde, som de nyeste holdninger bliver ført til torvs af trendsetterne med et henkastet ‘selvfølgelig økologisk’ eller ‘naturligvis uden gluten’ 😀 Sådan set er det trist, at de nye trends handler mere om, hvad folk putter i deres egen mund, end om hvad de kan gøre for, at andre også får noget at putte i munden… økologisk eller ej.
      Kh, Karen

      Like

  2. Jamen jeg kan da næsten lugte tiden igen, nu du beskriver det. Dufte er stærke hukommelsesmarkører. Nu får du mig også til at huske den krydrede duft/stank af røgelsespinde. Den savner jeg ikke.
    God fornøjelse med garnkurven (for selvfølgelig strikker du også – hvad laver du ikke?)

    Like

    1. Åh ja – røgelsespindene, som der lugtede så stærkt af på mange teenageværelser – og i den indiske butik i København, som vi valfartede til, når vi var derovre.
      Hele det selvgode i det med u-landene kom jeg også i tanke om. Det var lidt som de meget klimahellige i dag. Det handlede mest om at vise, hvor fantastisk man selv var 🙂
      Jo da – jeg strikker, og jeg hækler også. Håndarbejde er god terapi til en Barnaby 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.