Når noget alligevel ikke er dødt

Havens og planters livskraft er forunderlig. Man kan blive så overrasket – og glad, når noget, man troede var dødt slet ikke var det alligevel. Det gjaldt fuchsiaen, som jeg skrev om forleden, og det gælder den lille patiorose, der så noget så død ud.

Sidste år i marts købte jeg to store betonkrukker til en billig penge. Den ene – den, der stod hele sommeren i haven med en lille orange/rosa patiorose i…

… ja, den tålte ikke vinterens skiftende væde og frost. Foden smuldrede og krukken væltede. I foråret så rosen ud til at være død. Helt død.

Jeg slæbte krukken om bagved med den tanke at grave den halvt ned på langs et sted og lade noget vokse ud af den. Sådan i bedste romerske ruin stil. Det var ikke et påtrængende projekt, og da jeg nåede til det her for nogle dage siden, så jeg noget, der lyste i det høje græs på skrænten.

Der var alligevel lidt liv i rosen. Nye skud og en køn blomst. Farven havde ændret sig.

Faktisk ret meget til det bedre. Den er nok ved at finde sin oprindelige natur.

Nu er den plantet et andet sted, og så får vi se, hvad der sker. Den store krukke mangler stadig at blive gravet ned og stylet. Det håber jeg at nå i eftermiddag, når jeg kommer hjem – med lidt grønne hebe planter – hvis det da ikke regner helt vildt igen, som det gjorde i går. For ellers er det stadig ikke et direkte påtrængende projekt.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

8 thoughts on “Når noget alligevel ikke er dødt”

  1. Man skal ikke smide væk for tidligt. Mine forældre begravede engang et halvt udgået (efter flytning) Gingko-træ, under en meter jord da der skulle fyldes jord på en skrænt. To år senere dukkede træet op gennem jorden.

    Like

Der er lukket for kommentarer.