Og hvordan står det så til derhjemme?

Vi har været hjemme en uge nu, og i morgen begynder arbejdet igen. Hvor blev den uge lige af? Den har vi vist brugt på at få hus, have og campingvogn på fode igen. For det tager nu engang nogle dage at genoprette god ro og orden, når man sådan har været ude og føjte.

Alt i haven er vokset vildt, mens vi var i Italien. Helt vildt. Som urskoven, der opsluger en landsby, som en eng, der springer i skov, som en kvælerslange, der sluger en ged.

De store kvan er endda vokset op over taget på den gamle stald. Det ser lidt flot ud, men de skal nu klippes, inden de smider frø. Så mange kvan af den størrelse er der heller ikke plads til. Saks og grensaks har haft travlt i ugen, og der er stadig meget at komme efter.

Roserne blomstrer glade og fine. De har stadig masser af knopper og ser slet ikke trætte ud.

Bærrene – jeg tør slet ikke tænke på det – men der er nok en 10-12 kilo solbær, der skal plukkes i løbet af ugen.

Vi tog os nu også tid til at sidde lidt ude i pavillonen. Det blev kort, for de franske damer aflagde visit og krævede godbidder. Og hvem kan ignorere et så rimeligt ønske?

Både de og Puma kræver tid og opmærksomhed. Puma især kræver en overdosis kærlighed. Han har følt sig lidt forsømt, selvom  han er blevet passet godt herhjemme, og han vil slet ikke slippe os.

Feriedagene herhjemme har været fulde af aktivitet fra morgen til aften, men nu ser det hele ok ud igen. Haven er trimmet om ikke toptunet, campingvognen pakket ud, vasket og sat på plads, alt tøjet er vasket, og huset er gjort rent.

Lidt godt gået. I dag vil jeg plukke lidt blomster og gøre klar til næste holde gæster i B&B’en, og i aften tror jeg faktisk, vi kan slappe lidt af og se frem til en dejlig august. Den måned, hvor verden igen vågner efter sommerdvalen.

Næste år bliver vi hjemme i juli og nyder alt det, der er at nyde i den danske sommer på landet, som vi plejer. Det er lidt trist at gå glip af bare en enkelt af de lyse nætter.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Og hvordan står det så til derhjemme?”

  1. Godmorgen Karen
    Kan lige genkende det, du skriver om 😊 Vi har kun været væk en uge, men det har regnet en del her, så mange planter er gået amok. Er stadig i gang med nedklipning og deling – hyggeligt arbejde 😊 Glæder mig også til septembers klare, friske luft – var en skøn måned sidste år 👍
    Kh Linda

    Like

  2. Kære Karen, nogle gange er man bare nødt til at give slip på “udyret/skønheden” 😬😊 og tage afsted og nyde øjeblikket/nuet med masser af nydelser og oplevelser 😊. Kender problemet, da vi jo er i samme båd 😊. Vi kører hjem i dag, glæder mig til at se haven, har dog haft lidt hjælp på, så forhåbentligt er det ikke alt for slemt 😬😊. Det i Odense skriver jeg til om, når jeg er hjemme, så kan jeg lige give dig de nøjagtige detaljer 😊, god arbejdslyst 😊, kh Margit

    Like

  3. Skønne billeder, Karen!
    Ja, det er utroligt så meget der sker i en have når man vender ryggen til. Vi var væk fra vores i 3 dage, og vi kunne virkelig se forskel da vi kom hjem 🙂
    Det er dejligt når man er hjemme og har fået orden på alting (eller bare på det meste ;-)) Jeg har altid elsket august for der starter skolen og den har jeg i mange år glædet mig til at komme tilbage til, både da jeg var elev og siden som lærer.
    God august til jer derovre i det smukke Skiveholme!
    Kh Nana

    Like

    1. Ja, det er fuldstændig vildt, som det da kan vokse. Jeg kan også godt lide august – og september, hvor luften bliver klar igen. Efter turen til alperne er jeg blevet klar-luft-afhængig 😀
      God august i det skønne Sydsjælland også.
      Kh, Karen

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s