Hjemme, hvor alt kører på de høje nagler

Det er ikke meget, jeg har tid til at skrive for tiden. Det er heller ikke meget spændende mad, vi får lavet for tiden. Om vi overhovedet holder hovedet oven vande, er måske også lidt til debat.

Der er travlt. Meget travlt. Det ene hold gæster afløser det andet, arbejdet står ikke stille, selvom jeg kunne bruge at holde helt fri fra det om sommeren. Der skal bages i en uendelighed, købes juice og kaffe, laves syltetøj og vaskes, vaskes og atter vaskes.

Alligevel fik jeg lige et par minutter til at gå ud i den morgenfriske have og se på det, der blomstrer.

Junifloret. Frisk, sprødt og lækkert. De tidlige stauder er på toppen, og roserne står klar til at overtage med rigtig mange knopper. Også den røde hyld, Black Lace, er på vej med sine yndige, lyserøde blomster.

De første prydløg er færdige, men de sene står flot. Kæmpestore er de. En rigtig showstopper.

Bierne elsker dem.

Og så var der noget gult, der lyste op i hjørnet ved de store staudekongelys, der først blomstrer senere.

Iris. Jeg havde helt glemt, jeg havde sat dem der i efteråret. En dejlig overraskelse midt i kaffebrygningen.

Nå – ikke mere pjat – der skal hænges vasketøj op, ryddes af bordet hos gæsterne, og så skal jeg da ellers på arbejde.

Juniglæder…

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

5 thoughts on “Hjemme, hvor alt kører på de høje nagler”

  1. Pludseligt ringede det på døren, så det gik lidt hurtigt til sidst – der skulle stå “Flittiglise er ikke kun navnet på en blomst!”

    Like

  2. Karen, du kan sige, som jeg gjorde, da jeg engang kom ind med en stak breve til underskrift til den ingeniør, jeg skrev mest for, “Flittiglise er altså i kun navnet på en blomst!”

    Like

  3. Godt du lige tog dig tid til at nyde morgenhaven. Du lyder til at være hårdt spændt for, mon du snart har noget ferie, så du kan få tid til det hele uden at halse af sted? Du skulle da gerne have tid til at nyde mere end en kort stund i haven.

    Like

    1. Ja, det er ærgerligt, at det kun er de korte stunder, men så må jeg nyde dem det mere. Det passer slet ikke med mit ambitionsniveau, at jeg styrter rundt og laver alt muligt andet, mens skvalderkålen vokser. Men det er betingelserne i juni, når man har B&B. Vi har 3 uger i juli, og DET bliver skønt. Der skal jeg kun passe B&B og det derhjemme, så der går det en del bedre 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.