Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller

Sprød skorpe – virkelig sprød skorpe – og blød og luftig krumme. Sådan er de nemme boller med rug og kerner, du får opskriften på her. Sæt dem over, før du går på arbejde, og bag dem, når du kommer hjem.

Eller sæt dem over lørdag aften og bag dem søndag morgen – din døgnrytme bestemmer.

Du skal bruge:
6 dl vand
5 g gær
100 g groft rugmel
1 god håndfuld solsikkekerner
1 god håndfuld græskarkerner
600 g hvedemel med mindst 12% protein (Lidl har en god og billig)
2 tsk salt

Pisk gæren sammen med vand, rugmel og kerner med et piskeris for at undgå klumper. Rør hvedemel og salt i dejen – bare rør, så alt melet er vådt. Der skal ikke æltes.

Dæk skålen med noget nogenlunde lufttæt – låg eller pose – og lad dejen hæve på køkkenbordet i mindst 8 timer.

Dejen er ret våd og lang i det, når den er klar – det er nemmest at lægge bollerne på pladen med to skeer.

Lad bollerne efterhæve en halv til en hel times tid – de skal bare lige komme sig – og bag dem så på 225 grader i 25 minutter.

Sprødt ydre og luftigt indre med et godt bid!

Jeg ved ikke, hvordan du har det med at ælte. Men jeg er ikke vild med at stå der og knokle med dej i 20 minutter, som er den tid, der skal til, hvis brødet skal blive fyldt med lufthuller. Min røremaskine kan heller ikke stå selv og røre så længe – den bevæger sig, når den ælter. Så æltefri er det nye sort hos os, og lang hævetid kan i høj grad erstatte æltning.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

14 kommentarer til “Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller”

  1. Jeg er stor fan af brød-opskrifter hvor man ikke skal have fingrene i dejen! Det gør arbejdet så meget nemmere og så bliver disse boller tit luftige da dejen ikke er så tung. Mon jeg skal sætte dejen nu så passer det nok med at drengene står op en gang i eftermiddag… 😉

    Like

    1. Det gør de ikke. Jeg laver altid store portioner til b&b’en og fryser dem. Jeg tager dem op om aftenen og varmer dem seks minutter i ovnen til gæster og på brødristeren til os selv.

      Like

  2. Her er langtidshævede og æltefrie boller også det nye sort – det er så dejlig nemt, og så smager bollerne så godt 🙂 Skønt med en ny opskrift – det skal da prøves her i weekenden 🙂
    God weekend til dig!

    Like

  3. Det bruger jeg også her, min røremaskine har det ligesom din. Jeg har en opskrift på endnu grovere boller. Jeg bruger ofte Manitoba mel, det er godt.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Manitoba mel er rigtig godt, men også lidt dyrt, hvis det ikke er på tilbud i Netto. Det fra Lidl er altid billigt, så er der ikke tilbud, er det det, jeg køber.
      Håber stormen springer os over denne gang. Orker bare ikke mere vintervejr!
      Kh, Karen

      Like

  4. Åhhh så lækre de ser ud. Det er sjovt for jeg er lige begyndt at lave de der ciabatta boller der skal æltes på maskine i lang tid., igen. Men det her er da så meget nemmere, og når de blir sprøde udenpå så er de jo perfekte. De skal straks afprøves 😊👍🏻
    Vi skal på tur søndag til tirsdag med hele familien, og vi blir mange. Jeg står for maden, så disse boller skal da på morgenbordet.
    Tak for opskrift og lækre billeder
    Rigtig god dag

    Knus Lone

    Like

Der er lukket for kommentarer.