Påskeglæde – i haven, i køkkenet og i al almindelighed

Påsken er en helt speciel højtid i mine øjne. Ligesom julen har påsken hedenske aner, men påsken, den gamle frugtbarhedsfest for forårsjævndøgnet, er en central del af den tro, der har skabt de værdier, vores samfund bygger på – og følelsen af, at ‘det nytter noget’.

Derfor er det en højtid og ikke bare et par sammenhængende fridage, (selvom der da så bestemt ikke er noget ondt at sige om sammenhængende fridage).

Hos os fejrer vi påsken på alle måder. Med påskeæg og forårspynt,

med påskefrokost, med lammesteg (se opskrifterne her),

med påskekunst på Galleri Udsigten og med kirke påskemorgen. En skønsom blanding af verdsligt og kirkeligt. Jeg elsker de smukke påskesalmer.

Og vi går i haven. At gå i haven er også at fejre foråret, at fejre frugtbarheden og den vækst, der nu er i gang igen efter vinteren – genopstandelse, om man vil – det være sig skvalderkål eller påskeklokker. Begge dele har det rigtig godt hos os.

Her er nogle af de smukke fyldte klokker, vi havde med hjem fra Blomsten & Krukken i Mariager.

Der var også en med præstekrave…

De stod det første døgn i drivhuset væk fra den bidende vind,

og blev plantet ud i går. Nu håber jeg, de vil krydse sig med hinanden og med de påskeklokker, der var der i forvejen, så der kommer masser af flere, skønne klokker.

Påsken er nu bare en vidunderlig tid på alle måder.

God Langfredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.