Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.

 

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “Er der kommet flere slags hornvioler til?”

  1. Ja jeg nyder også de små fine hornvioler.
    Købte de fine næsten sorte ,til et lille gl bødkerkar som bare er fint ,med alle slags blomster ,,og så de hvide til at lyse op på en sort havebænk ved bryggersdøren,så er jeg sikker på at glæde mig over dem hver gang jeg går forbi,i løbet af dagen.
    Sidste år klippede jeg dem jeg havde ned,da de blev ranglede og forblæste,så kom de en gang mere😊
    God dag til dig,og dine søde dyr
    Grethe

    Like

  2. Hvor er de bare smukke. Elsker også hornvioler. Og jeg køber altid de helt mærke, de ligner helt velour synes jeg.
    Ja det hele er stadig lidt bart, og vi havde da lige en enkelt dag med sol og 16 grader, ellers er det råt og koldt her i Hjørring. Håber det snart vender.
    Rigtig god dag til dig

    Knus Lone

    Like

Der er lukket for kommentarer.